Dette skrift handler om kritisk-utopisk dannelse som en ud af flere tilgange til bæredygtig dannelse. Indledningsvis beskrives den samfundsmæssige og uddannelsespolitiske sammenhæng, som bogens bidrag taler ind i. Herefter begrundes behovet for kritisk-utopisk dannelse i lyset af, hvordan unge responderer på klimaog biodiversitetskriserne. Det fører til en nærmere udredning af, hvad kritisk-utopisk dannelse så er for en størrelse. Først belyses tre relevante begreber nærmere, nemlig fantasi, håb og utopi. Det følges af en diskussion af forholdet mellem kritik og utopi, hvilket leverer input til bogens tredje kapitel, hvor de generelle kritisk-utopiske rettesnore knyttes til pædagogisk-didaktiske overvejelser. De handler om, hvordan man som del af Uddannelse for Bæredygtig Udvikling [UBU] kan arbejde med at understøtte kritisk-utopisk læring og dannelse. I bogens 4. og sidste kapitel rejses og behandles spørgsmålet om, hvorvidt kritisk-utopisk dannelse i sig selv er en abstrakt urealistisk utopi eller en konkret, realiserbar utopi.