En af nyskabelserne er, at ‘bæredygtige perspektiver’ nu er nævnt i formålet for faget på linje med demokratiske. Hvordan det integreres i faget melder historien ikke noget om, og hvordan bæredygtighed skal forstås og blive en del af dannelsen, må nu udforskes. Faget har også fået et helt nyt indholdsområde, der omhandler autoritet, dømmekraft og retorik. Dette har potentiale til at tydeliggøre fagets relation til og berettigelse for professionen. Samtidig kalder det på kritiske og refleksive tilgange, som modvægt til entydige og redskabsagtige forståelser af de nytilførte begreber.

I de øvrige indholdsområder er der udpræget kontinuitet, men alligevel også nye forskydninger, formuleringer og begreber. ‘Idéhistorie’ har en fremtrædende placering og er både indholdsområde og en del af vidensgrundlaget. Der er stadig en fremhævelse af ‘kristendomskundskab’, der nu står på linje med religion og kultur, men er det eneste af de tre begreber, som er med i fagets navn. Her er der et fortolkningsrum og et stadigt behov for at udnytte det til at udfordre den affirmative tilgang, hvor en bestemt idéhistorie og et fastlagt værdigrundlag formidles til de studerende. Heroverfor må man sætte en undervisning, der inddrager de studerende i at forme og udvikle professionens værdigrundlag på baggrund af en undersøgende tilgang til (idé-)historien såvel som alle andre dele af fagets tilgange og stof.

Hvilket vidensgrundlag faget skal bygge på er uklart – hvad menes egentlig med ‘religionsfaglig, idéhistorisk og medborgerskabsteoretisk synsvinkel’, som der står i fagbeskrivelsen? De tre begreber er inkongruente og tilsammen et meget begrænset udgangspunkt for det formål, der angiver, at lærerstuderende gennem faget skal kvalificeres til at: “undersøge forskellige syn på menneske, samfund, verden og natur og give grundlag for at fortolke og varetage folkeskolens formål”. Derfor er der blandt undervisere og i flere af artiklerne i dette nummer en optagethed af, hvad er det for videnskabelige traditioner, som gør de studerende i stand til at anlægge undersøgende blikke på skolens værdier og udfordringer.

Så kortene er blevet blandet og givet på ny, og artiklerne repræsenterer ambitioner om at udnytte det fortolkningsrum, som er opstået hermed i en kritisk- konstruktiv retning. Det kritiske gælder både analyser af den nye fagbeskrivelse og af overleverede fagligheder, traditioner og selvfølgeligheder, der har præget og måske fortsat præger faget. Det konstruktive gælder – i forlængelse heraf – diskussioner af didaktiske muligheder og professionsrettede perspektiver set i lyset af de kritiske analyser og de nye perspektiver, som er blevet tilført faget.

Artiklerne til nummeret er blevet til i løbet af det hektiske forår 2023, hvor der blev arbejdet på højtryk med at få fagbeskri- velse, bekendtgørelse og studieordning på plads, og vi lægger sidste hånd på temanummeret, nu hvor nogle af os er i gang med at undervise efter den nye studieordning. Måske tænker nogen, at vi er for hurtigt ude, og der er ingen tvivl om, at vi inden længe har flere erfaringer at trække på. Men vi har vovet pelsen her fra start for at bidrage til, at forhandlingerne af faget ikke stopper ved den nye fagbeskrivelse, og for at modarbejde, at vi falder tilbage til at gøre, som vi plejer, og dermed viderefører uskrevne selvfølgelige forståelser af faget uanfægtet.

I et lidt større perspektiv kan man også sige, at det haster. For selvom faget lægger op til, at vi kigger tilbage og spejler nutiden i fortiden, må der også være en forpligtelse i dannelsesfaget til at være orienteret mod fremtiden og de vilde problemer, som trænger sig på i samfund og skole – klimakrise, polarisering, populisme, nye teknologier, ulige fordeling af ressourcer og privilegier mv. Temanummeret kan som helhed også læses som et håb om, at faget kan bidrage til denne form for verdensvendt dannelse.