I 1996 redigerede vi sammen ”Skolelivets socialpsykologi”. Det blev en bog, som kom til både at sælge godt og få betydning på psykologiske og pædagogiske uddannelser, og bogens artikler optræder stadig i litteraturlister til opgaver. Det er vi selvfølgelig glade for, og vi oplevede, at bogen fik betydninger langt udover, hvad vi havde drømt om. Vi har siden haft flere tiltag for at lave en 2’er – og håber stadig på, det sker en dag!

Nu 25 år efter blev vi opfordret til at redigere et nummer af Unge Pædagoger. Vi tog udfordringen op. Der er stadig vigtige perspektiver at forfølge. Charlotte er fortsat med forskning, undersøgelse og udvikling af forståelser og betingelser for børns hverdagsliv på tværs af deres hjem, skoler, institutioner m.m. samt de forskellige voksnes samarbejde om børnene. Hendes forskning har flyttet sig i retning af at være optaget af (politiske) konflikter om børns skoleliv og ulige betingelser for at deltage i skoleliv. Gunnar har flyttet fokus fra undervisning af studerende og efteruddannelse af lærere. I stedet arbejder han med mennesker i forskellige svære livssituationer. Men tilgangen og forståelsen af, hvad mennesker er for en størrelse, fylder stadig for os begge. Nysgerrighed og viljen til at udvide menneskers handlemuligheder, forstå dem og være med til at give dem rådighed over deres liv er vigtige inspirationskilder.

I den tid, hvor vi har arbejdet med dette tidsskrift, har der også være coronanedlukning for anden gang. De diskussioner, der har bølget i forbindelse med nedlukningen af uddannelsesinstitutioner, har handlet om læring og trivsel (nok i den rækkefølge). Det viser, hvor mange interesser der er i skolen, både samarbejdende og konfliktende interesser. Dansk Industri var på banen med bekymring for om børnene i indskolingen lærte nok, eller om nedlukningen resulterede i store huller i deres viden. Nogle tænker måske, at deres interesse handlede mere om, at børnene forstyrrede deres forældre i at arbejde, fordi de ligesom børnene var hjemme. Forældre har været sat på prøve for at hjælpe deres børn med skolearbejdet, og børnene har været sat på prøve med at følge med og forstå det, der foregik på div. Power- Points, når de ikke havde sidemanden til lige at tjekke forståelsen eller få tingene forklaret med andre ord.

Det har været udfordrende for mange, Gunnar har mødt unge (og ældre), som virkeligt har været udfordret, fordi de har været isoleret, deres sociale liv har været sat på pause, og alle usikkerhederne har fået lov til at fylde alt for meget. Forelæsninger på Teams og så ellers arbejde med stoffet alene, der har for mange manglet samtalerne i pauserne både om stoffet og alt det andet. Der har manglet et fællesskab om det, de havde gang i.

De små elever har været udfordret. Det er svært at have kroppen med på Teams, forældre har løbet efter gær og andre pizzaingredienser om morgenen, fordi læreren har tænkt, der skulle mere end bare ord til i undervisningen.

De lidt større elever har også været udfordret, og også her har det handlet om blandingen mellem deltagelse i fællesskaber (fx om at lære fysik) og den mere traditionelle forståelse af læring, skolastisk læring. I den forståelse er det er en sag mellem eleven og stoffet, og peerto-peer læring forsvinder helt ud af fokus sammen med fællesskaberne

Nogle har været udfordret af stoffet, nogle har manglet at være sammen med de andre for at holde gejsten oppe for deltagelse i læringen. Måske har computerspillene været mere appellerende. De er jo indrettet, så man kan sludre med kammeraterne, mens man slår modstanderen ihjel, her er fællesskabet lige til.

Vi skrev dengang i 1996 om læring og udvikling gennem deltagelse, og vi skrev om deltagelse på tværs af mange kontekster. Nu er konteksterne nærmest ’lagt oveni hinanden’ ved at foregå hjemme omkring det samme køkkenbord, og man deltager ikke samme ’sted’ men i samme aktivitet. Der er dog stadig konfliktuelle krav og udfordringer fra vidt forskellige kontekster og mange modsætningsfulde hensyn at jonglere med. De politiske diskussioner om børns skoleliv netop her under coronanedlukningen vidner i den grad om, at engagementer i børns hverdagsliv, læring og udvikling går på tværs af mange

sammenhænge og er et meget væsentligt spørgsmål i et samfund. Mens der tidligere har været kritik af, hvordan ’det sociale’ fylder i skolelivet, af at moderne børn er for meget væk fra deres forældre, og af at skolen ikke stiller de rigtige koncentrerede og disciplinerede betingelser for individuel indlæring og kompetenceudvikling, er der nu fokus på, hvor meget børn og unge mister, når de ikke kan komme i skole. Særlig er der kommet et tiltrængt fokus på betydningen af fællesskaber, hvilket dette temanummer i høj grad også søger at sætte på begreb. Man kan måske sige, at nedlukningen minder os om alt det sociale liv i hverdagen, vi ikke har så mange ord for, og som mange af os er vant til at tage som en selvfølge. Det er endnu en grund til at søge at udvikle begreber og opmærksomhed omkring de sociale processer i hverdagslivet – deres betydninger, dynamikker, forskellige betingelser osv.

Jo mere man kigger ind i skolelivet, jo tættere man kommer på de enkelte klasser og de enkelte elever, jo mere komplekst bliver det – det kan ikke opløses til enkelte kausale sammenhænge, fordi skolelivet er et social liv med mange personlige dilemmaer og forhold på spil. Det er det som forskerne i dette temanummer forsøger at begribe og beskrive.

Intentionen er at udvikle og bidrage med begreber og tænkemåder, der er brugbare i det pædagogiske felt, til dem, der har med mennesker at gøre. Vi bruger begreber til at få øje på fænomener, til at tænke med, til at analysere med. Hvis ikke der var et begreb om elektroner, ville vi ikke kunne forstå, hvad et ”lyn” er. Vi ville blot kunne iagttage fænomenet. Når vi har begreber, kan vi komme bagom det, vi ser, og begynde at forstå. Teorier er et tilbud om at se på sammenhænge, teorier giver os en mulighed for med begreberne at tænke om de fænomener, vi ser. Vi præsenterer en tilgang til at forstå børn ud fra deres handlen i verdenen, ikke som nogle der er drevet udelukkende af noget iboende, men at forstå børn som indlejrede i nogle bestemte sociale sammenhænge og strukturer. Dermed tilbyder vi en tænkemåde om børnene, som forhåbentlig giver mening, og som ikke enten ender med, at børnene er mærkelige og skal henvises til specialister, eller at de har været udsat for en mangelfuld opdragelse. Eller på den anden side ser det pædagogiske personale, som nogle der ikke forstår, hvordan de skal tilrettelægge deres undervisning, så eleverne kan være med.

Vi håber, at de artikler vi har samlet, kan bruges til at få øje på, hvordan handlinger hænger sammen med muligheder, hvordan børn og unge og lærere og forældre har grunde til at gøre, som de gør, og at de grunde kan fortælle os om komplekse og nogle gang begrænsende sociale betingelser. Herigennem kan vi opdage ulige betingelser for at deltage i hverdagslivets sociale samspil, fællesskaber og forhandlinger, hvilket flere af artiklerne beskæftiger sig med.

Man kan sige, at interessen for fællesskaber er fælles for artiklerne. De beskæftiger sig henholdsvis med ulighed i fællesskaber, med hvordan man som lærere kan arbejde med fællesskaber, med fællesskab omkring praktik og praktikvejledning, med hvordan man kan observere betingelser og dynamikker i forskellige fællesskaber og endelig med hvordan peer-to-peer indsatser kan få betydning for, hvordan personer med fx handicaps kan indgå i sociale praksisfællesskaber.