Klassens frække elev – kun 198 kr.
Unge Pædagogers Danmarkshistorie
Forfatter(e): Egon Clausen (2017)
Denne bog er historien om en gruppe unge idealister, seminarieelever og lærere, der ville ændre skolen for at ændre verden. Disse “unge pædagoger” var påvirket af socialismen og kulturradikalismen. De ville frigøre sig fra kønsforskrækkelse, kristen moral, nationalisme, småborgerlig autoritetstro og kapitalisme. Deres ideal var et menneske, der tænkte selvstændigt, og som var præget af demokratisk tankegang. De blev inspireret af tidens førende psykologer og pædagogiske tænkere, og de ville skabe en skole med plads til udfoldelse, liv og tænkning.
De unge pædagoger var kreative og konstruktive. De var fandenivoldske og provokerende. De elskede musik, rytmik og sang. De udviklede nye metoder, f.eks. gruppearbejde, og de lavede respektløse aktioner mod eksamen og mod uinspirerende skolegårde. De ville liv og lyst, og de blandede sig gerne i den offentlige debat. De blev anset for at være farlige og samfundsnedbrydende. De blev både forsøgt tiet ihjel og hånet. Men de blev ved med at kæmpe.
Efterhånden fik deres ideer tilslutning i den danske skoleverden. Modvind blev til medvind, og i dag er mange af de unge pædagogers tanker om opdragelsens mål og metoder blevet en selvfølgelig og integreret del af det, vi forstår ved en god skole.
I denne bog fortælles historien om Unge Pædagoger fra 1939 til 1989. Det er historien om en forening, et forlag og et tidsskrift, hvor pædagogiske ideer blev udfordret, endevendt og praktiseret, og hvor mange toneangivende samfunds- og skoledebattører havde deres gang. Bogen er et lille stykke Danmarkshistorie, der viser, hvordan Unge Pædagogers aktioner, provokationer og kampe gennem 50 år har sat sit aftryk på den skole, vi kender i dag.
Anmeldelser
Jeg slugte Egon Clausens bog (...). Jeg kan ikke anbefale den nok til alle, som ønsker at få et levende billede af (nogle af) de mennesker, som har været med til at gøre folkeskolen til det, den er i dag.
Ning de Coninck-Schmidt, Uddannelseshistorie 2018
Forfatteren maler ikke et skønmaleri, men tegner et nuanceret billede af et tidskrift, forlag og forening båret af en række progressive, dedikerede og frivillige aktører. Bogen er velskrevet samt sprogligt meget levende og tilgængeligt. Personligt er jeg ret optaget af skildringerne af foreningens hovedaktører, ligesom forholdet til og årtiers ”kamp” med blandt andre Danmarks Lærerforening også er spændende læsning. I et historielærerperspektiv er bogen som en historisk skildring af perioden og skolehistorien også meget vellykket: Den lille historie indkapsler på bedste vis den store.
Fremstillingen er letflydende, opdelt i hele 55(!) korte kapitler, rigt illustreret og krydret med levende beretninger og tankevækkende anekdoter. [...] På forsiden af bogen angives der ikke bare titel og forfatternavn. Der står: »Fortalt af Egon Clausen«. Der er således tale om en stærkt personligt præget insiderfortælling med et nysgerrigt historisk udsyn – bagud mod oprindelsen og fremad mod en vurdering af det ubetvivlelige virkningshistoriske tryk, som den progressive pædagogiks mænd og kvinder satte på Danmarkshistorien.
[E]t meget spændende stykke danmarkshistorie om progressiv pædagogik og kampene mod undervisningsinspektører, -ministre og Danmarks Lærerforening. Bogen er skrevet i et levende sprog, der undgår indforståethed.
Lektørudtalelse af Per Månsson