Overvågningskapitalismen viser sig overalt, fx når vi ”googler”, er på Facebook, Instagram, Snapchat eller trykker ”ja tak” til cookies ”for at gøre vores brugeroplevelse bedre”. De gratis, men databetalte tjenester er en stor del af vores og elevernes liv.
Konsekvenserne ved denne økonomiske model er ikke blot, at vi betaler med vores egen (og andres) data, det har også store individuelle og samfundsmæssige konsekvenser. For de overvågningskapitalistiske platforme er vi ikke kunder eller borgere i et samfund, men en ressource (Zuboff, 2019), som platformene kan sælge. Eller sagt på en anden måde, så er vi produktet på platformen, mens kunderne er virksomheder, der ønsker at ”købe” vores opmærksomhed, så vi dernæst bruger penge på deres produkter eller begynder at dele deres ideologi eller opfattelser. Langt de fleste børn og unge mellem 8 og 25 år har adgang til de overvågningskapitalistiske sociale medier (Oxenbøll, 2025). Og når de 4-8 årige tænder fjernsynet, er det i 19 procent af tilfældene YouTube, de starter på, mens de 9-14 starter med YouTube hver tredje gang de tænder fjernsynet (DR, 2025).
Derfor sætter vi i dette nummer fokus på overvågningskapitalismen som præmis for en væsentlig del af indretningen af vores samfund i dag, og derfor også en vigtig opgave for undervisningen i skolen – som teknologiforståelse i alle fag. I sidste ende må et demokratisk samfund stræbe efter, at medlemmerne – herunder eleverne – opfattes, opfatter sig og agerer som borgere frem for produkter. Vi har derfor budt forfattere ind til at belyse fænomenet og bidrage med bud på, hvordan man i skolen kan arbejde med elevernes forståelse af de overvågningskapitalistiske virksomheders forretningsmodeller og konsekvenserne for dem selv og samfundet i bredere forstand. Således at de kan blive myndige borgere, der på demokratisk vis kan bidrage kritisk og konstruktivt til indretningen af den måde, vi indretter vores digitaliserede samfund på.
Og timingen for dette temanummer kunne ikke være meget bedre. For de to store overvågningskapitalistiske platforme Meta og YouTube har her til sommer været igennem en række retssager, hvor de er sagsøgt for bevidst at have designet platformene med afhængighedsskabende mekanismer med konsekvenser for brugernes mentale helbred – og tabt (Duffy, 2026). Der spekuleres i om netop denne sommer kan være de store platformes ”tobaksøjeblik” – altså at vi lige nu for alvor forstår overvågningskapitalismens negative konsekvenser, ligesom vi i halvfemserne for alvor forstod konsekvenserne af tobaksrygning (Wikipedia, u.å.-b). Dengang indgik de største tobaksfirmaer et fælles forlig, der indskrænkede deres frihed radikalt og tvang dem til at bidrage til fx uafhængig forskning og forskellige tiltag, der skulle minimere de negative konsekvenser af deres produkter. Hvis man er optimistisk, kan man håbe, at det samme nu kan ske for de overvågningskapitalistiske platforme.
Herhjemme har regeringen også fået øje på problemerne med en type overvågningskapitalistiske platforme – sociale medier. Derfor varsler de nu med en aldersgrænse for en række sociale medier på 15 år (Prakash, 2025). I Australien har de allerede i december 2025 indført et sådant forbud for børn under 16 år, hvilket har resulteret i millioner af lukkede konti. Forbuddet har dog haft begrænset effekt – otte ud af ti australske unge under 16 år brugte stadig sociale medier tre måneder efter, forbuddet trådte i kraft. Viceministeren Andrew Leigh argumenterer dog for, at forbuddet har været afgørende for samtalen blandt forældre (Ritzau, 2026). Men spørgsmålet er, om det er den rigtige vej at gå at straffe ofrene for de overvågningskapitalistiske virksomheders bedrag og manipulation, eller om man i stedet bør straffe de skyldige virksomheder. Uanset hvad, så er det afgørende, at både unge og voksne forstår, hvordan disse forretningsmodeller fungerer, og kan tage oplyst stilling til, hvad de vil gøre i forhold til disse.
Hvis du er lidt rusten i, hvad overvågningskapitalismen er, giver vi herunder en indføring, der kan give resten af temanummeret noget kontekst.
I det hele taget vil du nok opleve, at denne leder er lidt anderledes, end du er vant til. Det skyldes, at vi tror, at temaet for mange både virker temmelig fjernt og samtidig er alle steder, og det er fordi overvågningskapitalismen på mange måder er ny. Vi har som samfund ikke rigtig fået gang i snakken om konsekvenserne, og vi har ikke rigtig et nuanceret sprog for sammenhængene, der gør, at vi på kvalificeret vis kan tage stilling eller handle derefter. Så derfor fungerer denne leder både som en indføring i overvågningskapitalismen i spændet mellem samfundet og klasselokalet, og vi tager også selv tydelig stilling til, hvad, vi som redaktion mener, er etisk forsvarligt. Du, kære læser, og dine studerende eller elever skal selvfølgelig selv tage kvalificeret stilling og invitere andre til dialog.
Hvad er overvågningskapitalisme og dens konsekvenser?
Overvågningskapitalisme er en økonomisk model, hvor digitale tjenester tilbydes gratis eller billigt, mens brugernes data informerer datalogiske modeller, der gennem deres design kan skabe adfærdsændringer, som kan give udbyderen profit. Når vi søger, scroller, liker, deler, kommunikerer eller bevæger os rundt på de overvågningskapitalistiske platforme, anvendes de informationer, som vi passivt og aktivt afgiver, til at forstå os. Der skabes profiler, der er nuancerede på et helt andet plan, end traditionel marketing ville forstå eller kunne arbejde med.
Ifølge Shoshana Zuboff (2019) var det Google, der lagde grunden til overvågningskapitalismen, og Meta, der perfektionerede det. I dag er mange af de mest anvendte digitale teknologier baseret på samme forretningsmodel, hvor de grundlæggende mekanismer bag platformene handler om at mikroprofilere, fastholde og mikromålrette reklamer – i sådanne design er mennesket produktet, eller med Zuboffs ord en ressource.
Konkrete platforme, der baserer sig på en sådan økonomimodel, er fx de velkendte Googlesøgning, Instagram, Chrome, TikTok, LinkedIn, Gmail, Facebook, Instagram og mange flere. Men også spil som fx Roblox, Fortnite og Pokemon Go taler ind i de samme mekanismer, og AI-virksomheder som OpenAI er i skrivende stund begyndt at præsentere reklamer til sine brugere – og deres grundlag for profilering på baggrund af brugernes interaktion med chatbotten vil være enormt.
Det kan jo lyde uskyldigt og som en gensidigt god aftale, at man kan få gratis eller billige tjenester mod, at man også ser nogle reklamer, men det er det ikke altid.
Frances Haugen er en whistleblower, der
har arbejdet som udviklingschef i Facebook, og derfor havde adgang til interne, fortrolige forskningsartikler. Med disse indsigter pegede hun på, at Meta var klar over en række negative effekter ved deres algoritmiske design, der blandt andet promoverede mere og mere ekstremt indhold til bestemte brugere over tid, fordi det skabte fastholdelse. På den måde jagtede Meta uden hensyn et øget brugerengagement og dermed højere reklameindtægter (Olesen, 2026). Sagt på en anden måde, så vidste Meta, at deres design var meget skadeligt for nogle, men ville ikke foretage ændringer, der imødekom de mest uheldige negative konsekvenser, fordi det gik ud over bundlinjen.
På dansk jord er Lotte Rubæk enig i, at problemet ikke primært ligger i det enkelte opslag, billede eller videoklip, men i de algoritmiske systemer og det design, der systematisk fastholder brugerne og præsenterer dem for stadig mere engagerende indhold. Rubæk er leder af selvskadeindsatsen i Region Hovedstadens børne- og ungdomspsykiatri og selvskadeforsker, og hun peger på de konsekvenser, hun ser i sit daglige arbejde med børn og unge i psykiatrien. Hun fortæller, at sociale medier forstærker mange af de underliggende faktorer for selvskade, fx ”negativ kropsopfattelse, lavt selvværd, nedsat evne til følelsesregulering og øget ensomhed” (Merkelsen, 2026). Hun har set et markant skifte i de unges fortællinger. Hvor selvskadende adfærd tidligere ofte udsprang af konkrete belastninger i den unges liv, møder hun i dag unge, der beskriver, hvordan indhold om selvskade og spiseforstyrrelser er blevet serveret direkte i deres feeds, uden at de aktivt har opsøgt det. Samtidig oplever hun, at problemerne udvikler sig hurtigere og bliver mere alvorlige end tidligere.
Hvor Haugen gav offentligheden et indblik i maskinrummet hos de store platforme, giver Rubæk et indblik i de menneskelige konsekvenser, som nogle af de samme designvalg kan have for børn og unge.
I dag er der verserende sager om Meta og YouTube, der netop handler om, at platformene har været afhængighedsskabende og haft negative sociale konsekvenser. Det nye er, at platformene ikke kun bliver anklaget for at præsentere skadeligt indhold for brugerne, men også for, at selve platformenes design, herunder brugerfladen og de algoritmer, der udvælger indhold på baggrund af brugerprofilen, er skadeligt.
Når vi har valgt dette temanummer om overvågningskapitalismen, handler det altså mindre om, ”man har noget at skjule”, men mere om man har lyst til at blive analyseret og påvirket af platforme, der ser dig som ressource – og hvilke konsekvenser dette har for individ, fællesskab og samfund.
Eleven er produktet – og pludselig er børnefjernsyn fyldt med chipsreklamer
Der er masser af konkrete eksempler på, hvordan hele denne overvågningskapitalistiske tænkning påvirker den almindelige hverdag. Lad os tage Forbrugerrådet Tænk, med sætningen ”Pludselig er børnefjernsyn fyldt med chipsreklamer” (Mellerup, 2024). Sætningen påpeger, at børnefjernsyn før i tiden fra fx DR’s side var udformet med barnet som kunden, og dermed handlede det om at lave tv, som gav værdi for barnet (og de voksne). Det kunne være Bamse og kylling, Teletubbies, Paw Patrol osv. Universer der var skabt med henblik på at modtagerne skulle finde værdi i produktet – ofte med traditionelle narrativer, som et barn kunne spejle forskellige følelser og leve sig ind i. I dag er en mere dominerende praksis, at børne-tv opleves gennem fx YouTube. Her er karaktererne typisk domineret af en ældre ”voksen” person (en influencer), og formålet er at få så mange “subscribers” som muligt og sælge reklamer i og uden om sit “content”. For mange børn bliver de her influencere oplevet som tætte relationer – nogle der forstår barnet, er “til stede”, når barnet er trist, og hjælper barnet til at opleve nye spændende ting. Og når influencerne så fx sælger chips i konkurrence med andre influencere og beder barnet om at støtte netop dem, bruger de relationen kommercielt – barnet vil hjælpe sin bedste ven med at vinde den her ’battle’ – på den måde kan man sige, at børne-tv pludselig er fyldt med chipsreklamer (og meget andet).
Etik, jura og praksis i klasselokalet
For skolen rejser det et særligt spørgsmål: Hvordan danner vi børn og unge til kritiske, myndige og modstandsdygtige borgere i et samfund, hvor mange af vores digitale teknologier bygger på overvågningskapitalismens logikker? Og hvordan kan de blive kritiske og konstruktive borgere, der kan forme det digitaliserede samfund i en bedre retning – have fantasi til at forestille sig en anden fremtid og kæmpe for den, uden at vi lægger et urimeligt åg på deres skuldre.
For det er klart, at overvågningskapitalisme kan blive temmelig tung at arbejde med i klassen. Og hvis vi faktisk lykkes med at gøre dem bevidste om, hvor omfattende en sporing og påvirkning der foregår, risikerer vi at give dem frygt eller angst for at være i verden. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt og en udfordring, vi også har set med klimaangst, hvor nogle unge får uforholdsvis store bekymringer om noget, de ikke har nogen særlig indflydelse på.
Et konkret eksempel på, hvordan man kan arbejde i klassen med overvågningskapitalisme, kunne være, at nogle elever i 5. klasse har fået Snapchat-konti, mens andre ikke har. Det går op for læreren, at det er fordi koordineringen i fodboldklubben foregår via Snapchat. Eleverne med Snapchat begynder at kommunikere sammen på platformen, og de andre elever føler sig udelukkede.
Klassen kan i sådan et tilfælde undersøge, hvad reglerne faktisk siger om Snapchatkonti og alder (jura), og hvem der mon har ansvaret for at overholde de regler. Hvad tænker eleverne selv om, at aldersgrænsen er 13 år, når de selv er 11 år (stillingtagen)? Er det i orden, at klubben anvender den platform? Hvis de kan se udfordringen, kan næste skridt være at kontakte klubben for at høre, hvad de har tænkt, og hvis klubbens svar ikke er imødekommende, kan de undersøge, hvem de så kan kontakte – Datatilsynet, kommunen eller forældrene.
Hermed har de undersøgt de tre etiske spørgsmål – hvad må man, hvad kan man (kulturelt og teknisk), og selv taget stilling til, hvad man bør gøre (Birkler, u.å.).
Læreren kan ved kommende forældremøde også opstille dilemmaet til fælles dialog blandt forældrene. Opstille juraen og hvad det i praksis gør ved klassefællesskabet, og bede forældrene finde gode måder at håndtere det på.
På den større klinge handler dilemmaet om, at man som deltager i samfundet – fx en fodboldklub – bliver tvunget til at sige ja til fx Snapchats betingelser. Eller som Sten fra filmen Zappa stiller det op: ”Hvis du vil være med i klubben, Mulle, så må du æde skovsneglen”. Denne udfordring har ikke noget simpelt svar. Og er det overhovedet skolen eller lærerens opgave? Det mener vi også, at det er, for sådan en opgave ligger nok vanskeligt et andet sted. For forældrene har ikke det samme indblik i klassefællesskabet, som læreren har, og der skal helst være en neutral, distanceret eller professionel part, der kan facilitere en dialog på et forældremøde – og der er læreren nok den bedste, ligesom fx samtalerne om alkoholpolitik.
Fagene har også meget at byde ind med. I samfundsfag kan man undersøge magt, demokrati og regulering af digitale platforme. I dansk kan man arbejde med kritisk analyse af de multimodale tekster for at afdække afsender og formål. Samt betydningen af at teksterne kurateres algoritmisk, og at eleverne selv kommer til at garantere for teksternes troværdighed, når de deler dem. Så målet i dansk kan være kritisk literacy som et bidrag til elevernes digitale myndiggørelse. På samme måde kan natur/teknik, matematik og teknologiforståelse bidrage til at synliggøre, hvordan algoritmer, data og forretningsmodeller former vores digitale hverdag i forholdet mellem mennesker og teknologier. Historie kan perspektivere overvågningskapitalismen til tidligere samfundsforandringer. De praktisk-musiske fag kan fx gennem kreativitet og fantasi udforske alternative måder at skabe, kommunikere og organisere fællesskaber på, og gennem sådanne spekulative design erkende, at fremtiden kan formes anderledes, hvis vi ønsker det. På tværs af fagene bliver opgaven ikke blot at forstå teknologierne, men at udvikle elevernes evne til at forholde sig kritisk og konstruktivt til den digitale verden, de er en del af.
Den professionelle lærer kan i første omgang få synliggjort de etiske dilemmaer omkring klassen – pædagogisk, juridisk og måske værdimæssigt. Læreren bør bidrage til, at flertydigheden bliver tydelig, så fællesskabet forstår, hvad der er på spil, og kan få belyst fakta, følelser og argumenter. Læreren skal kunne skabe en ramme, der accepterer forskelligheder, og kan nå frem til en form for enighed, der måske indbefatter kompromiser eller fortsat forskellighed. Tilbage til dilemmaet med Snapchat i klassen, så kan nogle af børnene måske beholde deres konti, men aftale at de ikke bruger Snapchat med andre fra klassen. Måske vil en af forældrene kontakte klubben for at påvirke deres kommende praksis. Måske er tiden moden til at flere elever kommer på platformen, selvom juraen ikke tillader det.
Teknologivalget – den indlejrede intentionalitet
Teknologier er ikke neutrale. Ifølge Bruno Latour (Garitan, u.å.) indeholder teknologier scripts, som påvirker, hvordan mennesker handler. Et design tilbyder ikke blot handlemuligheder, men gør også nogle handlinger mere sandsynlige end andre. En slikskål inviterer til at tage et stykke slik. Et fartbump får bilister til at sætte farten ned. Sat på spidsen kan indretningen af teknologier skabe handlinger, hvilket ikke skal forstås som en direkte kausalitet, men som noget der opstår i et komplekst samspil mellem konstellationen af mennesker og artefakter.
Når vi vælger en teknologi, vælger vi derfor ikke kun et værktøj. Vi vælger også en pakke af scripts, der til sammen afslører en værdimæssig intention. Nogle teknologier ser os primært som kunder. Andre som borgere. Nogle betragter os som frivillige bidragydere, mens andre bygger på idéen om, at vores opmærksomhed, adfærd og data er en ressource, der skal omsættes til økonomisk profit.
Disse scripts er sjældent synlige ved første øjekast. De er indlejret i teknologiernes forretningsmodeller, brugergrænseflader og designvalg. Derfor er det relevant at undersøge, hvilken rolle forskellige teknologier tildeler os, og hvordan denne rolle påvirker både vores handlinger og den måde, samfundet gradvist organiseres på.
For at skabe overskuelighed har vi herunder opstillet fire typer teknologier, der er baseret på, hvilken betalingsmodel de følger.
|
Betalingsmodel |
Forklaring |
Eksempler |
|---|---|---|
|
Penge |
Du er kunden, og har fx købt hardware eller software, men har ofte kun brugsret. |
Word, Netflix, Adobe, netbanken, iCloud, Spotify |
|
Data, påvirkning og mental sundhed. |
Du er produktet. Dette er overvågningskapitalismens standard. |
Instagram, Facebook, Snapchat, Googlesøgning, Google Maps, Linkedin, TikTok |
|
Frivillig arbejdskraft og donationer fra virksomheder og brugere |
Du er frigjort, fordi du eller andre frivillige udvikler og deler tjenesterne. |
Thunderbird, Firefox, LibreWolf, LibreOffice, Linux, Nextcloud, Mastodon, Organic Maps, OpenStreetMaps, GIMP, Blender, VLC, Audacity, OBS Studio |
|
Skattepenge |
Du er borger, og har adgang til offentlige tjenester. |
Borger.dk, Sundhed.dk, MitID, Danmarks Statistik, Jobnet, Aula, Tinglysning |
Figur 1: Simplificeret tabel over hvordan man betaler for forskellige typer digitale tjenester.
Skemaet viser hovedlogikker, ikke skarpe grænser. Google Maps er fx et overvåg ningskapitalistisk system, der tracker brugere og fremhæver bestemte dele af verden for at påvirke brugernes adfærd. Men tjenesten bygger på data fra brugerinput og fra offentlige databaser, der er altså en vis blanding af frivillighed og statslig støtte i tjenesten, men her mener vi altså, at Google Maps grundlæggende er overvågningskapitalistisk. Modsat finder vi Organic Maps og OpenStreetMap, der i udgangspunktet er frigjorte tjenester, men hvor alle brugere – også fx forretninger – kan bidrage med steder.
Et andet eksempel er e-Boks, der to gange har vundet det offentlige udbud, men i 2019 tabte til Netcompany. e-Boks valgte at fortsætte deres forretning og bruges i dag både af offentlige myndigheder og private organisationer som banker, forsikringsselskaber og efterskoler. Tjenesten finansieres derfor af en blanding af skattepenge og virksomheders ydelser – helt ligesom din fysiske postkasse, hvor både private og offentlige virksomheder kan sende dig post ved at betale porto. Samtidig kan nogle af de virksomheder, der bruger e-Boks, benytte dataanalyse og profilering andre steder i deres forretning og kombinere informationer fra e-Boks til profilering og mikromålretning via andre platforme – altså en indirekte sammensmeltning til det overvågningskapitalistiske system.
Et mere direkte eksempel på en frigjort model, der integreres i den overvågningskapitalistiske model, er Mozilla, der er en nonprofitorganisation med open source-projekter som Firefox (browser) og Thunderbird (mailprogram). Firefox udvikles i udgangspunktet af frivillige kræfter, men modtager også betaling fra Google mod at indstille browserens standardsøgemaskine til Googlesøgning. En kritisk bruger kan blot indstille browseren til en anden søgemaskine – fx Qwant, et europæisk alternativ der beskriver sig som ”The search engine that values you as a user, not as a product”. I stedet vises kontekstuelle annoncer – altså annoncer der passer til det, du netop har søgt på, frem for en profil af dig.
Endnu et eksempel er det enestående Wikipedia, der ikke blot kan drives af frivillige, da de som et af internettets mest besøgte sider har betydelige udgifter til infrastruktur og ansatte. Udgifterne betales af donationer fra dig og mig, men indholdet skabes af frivillige – det bør også være dig og mig – uden betaling. Eller Mastodon – et socialt medie der minder om det forgangne Twitter – der kombinerer frivillig arbejdskraft med lokale servere i en decentral infrastruktur. På den måde skabes et servernetværk, der ofte drives af enkelte frivillige eller forskellige foreninger med folk, der gerne vil kunne selv. Nogle betales af serverejerne af egen lomme, andre modtager donationer fra brugerne.
For mange er teknologivalget meget vanskeligt. ”Det jeg har, virker bedre”, vil nogle helt sikkert sige. Men hvad er en god platform, chatbot eller redskab? Hvis man ser ensidigt på det, så kan man hurtigt argumentere med funktionalitet eller vaner – men man kan også vælge at se på platformenes værdier. Måske synes man, at det er vigtigt, at vi selv kan i Europa, enten for at være uafhængige eller fordi vi tror på, at vores værdier og lovgivning er bedre varetaget i europæiske teknologier. Så når nogen siger, at noget ikke er lige så godt som noget andet, så spørg ind til, hvilke kvaliteter de laver den vurdering ud fra – funktionalitet, miljø, social bæredygtighed eller andre etiske overvejelser.
Hvis man gerne vil gøre lidt, så er der mange måder at komme i gang. Først og fremmest kan man måske finde alternativer til Googlesøgning og Chrome. Facebook, Instagram og Snapchat er for mange en hård nød at knække, fordi de er sociale, og derfor afhængige af en kollektiv bevægelse – men man kan starte med nogle fællesskaber – fx Oase til floorball-klubben, men fastholde Facebook til tante Oda på 80 år. Oase er proprietær – gratis for individer og betalingstjeneste for organisationer – men bygger på principper, der gør det stik modsatte af de overvågningskapitalistiske platforme: ”Fri for reklamer, algoritmer og afhængighedsskabende design.” (Oase, u.å.). Oase ønsker, at du er der så lidt som muligt, fordi Oases formål er, at du er sammen med mennesker i den fysiske verden. Oase er proprietær software og kan gennemgå det, som Cory Doctorov kalder “enshittification” (Wikipedia, u.å. –a). – altså gennemgå en glidning, hvor værdier og design bliver dårligere. Et andet alternativ kunne også være Theta.dk, der er under udvikling.
Du kan også spare lidt tid ved at installere consent-o-matic, der er udviklet af Aarhus Universitet (consentomatic.au.dk). Den sparer dig for at svare på de fleste cookiebeskeder ved automatisk at svare “nej tak”. Mange cookiebeskeder anvender såkaldte mørke mønstre, hvor brugerfladen er indrettet på en måde, der lægger op til, at du vælger det, der er bedst for firmaet.
”Privatlivet” og den professionelle
Som privatperson er mange voksne måske vant til at anvende mange af de gratis tjenester til at dele, opbevare eller redigere fx billeder, og det er typisk lovligt og etisk forsvarligt i fritiden. Men de samme praksisser kan hurtigt blive problematiske, når man træder ind i den professionelle rolle som lærer. De værktøjer, du navigerer så flydende og naturligt med i privatlivet, skal du måske tænke dig en ekstra gang om, før du anvender dem i professionel praksis. Et skifte i teknologierne kan føles temmelig besværligt og hæmmende – for hvordan skal man lige lægge et fedt filter på gennem Aula? Men det handler om andres data, og som lærer er man underlagt GDPR, hvor børn er særligt beskyttede.
Hvis vi ser rent på funktionalitet, så er kontekst alfa og omega for anvendelsen af fx chatbots. De er meget mere anvendelige, hvis de har adgang til mail, kalender, kærestebreve, patientjournaler – du kan selv fortsætte listen. En større chatbottjeneste har for nyligt lanceret et tilføjelsesprogram, der kan læse brugernes SMS’er og antydet, at det er en god idé at give den adgang til hele dit liv. Samtidig har de implementeret reklamer i chatbot-platformen. Tjenesten er gået fra (i hvert fald udadtil) at være idealistisk, kæmpe for at finde kuren for kræft og for at alle skal have adgang til de bedste chatbots, til at ville have fat i alle dine (og dine kontakters) oplysninger, tekster, sociale interaktioner og filer, og til at servere reklamer for dig. Disse firmaer skal finde måder at tjene penge til deres investorer, men måske er det ikke i vores interesse som brugere? I skrivende stund vises reklamerne ved siden af chatten, men det er teknisk muligt at integrere den kommercielle påvirkning i selve chatten, og selvom det måske bliver gjort ulovligt, så vil det være meget vanskeligt at bevise om chatten anbefaler en bestemt sko, fordi det bare er en del af grundmodellen, eller om det er fordi chatbotten målretter en reklame. Uanset hvad, så sælger Silicon Valley-techmogulerne idéen om at give dem fuld adgang til dine og andres data ved at påstå, at det er til din egen fordel:
”This model can reason across your whole context and do it efficiently. And every conversation you’ve ever had in your life, every book you’ve ever read, every email you’ve ever read, everything you’ve ever looked at is in there, plus connected to all your data from other sources. And your life just keeps appending to the context.” (Sam Altman i Bech-Nielsen, 2026).
Så pas på datafangsten. Vi har ofte et juridisk ansvar for at passe på andres data, derfor kan det give udfordringer at opbevare fx billeder af eleverne eller skrive med kollegaer (eller chatbots) om elever – fordi andre tjenesters apps kan få adgang til oplysninger, der burde være fortrolige.
Afslutning
Vi håber, at I vil opleve, at artiklerne her i temanummeret bidrager til konstruktive måder at arbejde med elevernes egen modstandsdygtighed, sunde fornuft og gode vaner. Vi håber også, at det kan være med til at skabe en større samfundsmæssig bevidsthed om, hvordan vores samfund kan indrettes, og mod og evne til at gå i dialog om, hvordan det bør indrettes.
Bedste hilsner redaktionen: Ove Christensen, Rasmus Fink Lorentzen, Jeppe Bundsgaard, David Sass Hansen og ansvarshavende redaktør Morten Raahauge Philipps
LITTERATUR
Bech-Nielsen, P. C. (2026). ChatGPT is getting new features and updates: One of them is a backdoor to your iPhone. https://ing.dk/artikel/chatgpt-getting-new-features-and-updates-one-them-backdoor-your-iphone
Birkler, J. (u.å.). Når etikken bliver synlig – identificering og håndtering af etiske dilemmaer i klinisk praksis. 2.
DR. (2025, december). Undersøgelse: Stort set alle børn og unge er på sociale medier. https://www. dr.dk/nyheder/seneste/undersoegelse-stort-set-alle-boern-og-unge-er-paa-sociale-medier
Duffy, C. (2026, august). Meta is back in the courtroom to face its biggest social media addiction trial yet. https://edition.cnn.com/2026/08/18/tech/meta-attorneys-general-addiction-trial-opening-arguments
Garitan, G. (u.å.). What can we learn from Latour? Hentet 3. september 2026, fra https://www.futurelearn.com/info/courses/philosophy-of-technology/0/steps/26326
Mellerup, S. A. (2024). Pludselig er børnefjernsyn fyldt med chipsreklamer. Tænk. https://taenk.dk/forbrugerliv/elektronik-og-digitale-tjenester/pludselig-er-boernefjernsyn-fyldt-med-chipsreklamer
Merkelsen, A.-H. (2026). Rubæk, 2026, Skærmen kan øge selvskade hos unge. Psykologernes fagmagasin. https://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/artikler/sociale-medier-viser-unge-selvskade-nu-rykker-behandlingen-ind-paa-samme-skaerm/
Oase. (u.å.). Forside. Oase. Et trygt digitalt hjem til dine fællesskaber – Fri for reklamer, algoritmer og afhængighedsskabende design. Hentet 3. september 2026, fra hi.oase.app
Olesen, T. (2026). Big Tech whistleblowing: Frances Haugen and the Facebook Files. Organization, 33(4), 541–560. https://doi.org/10.1177/13505084251321785
Oxenbøll, E. A. (2025). Undersøgelse: Stort set alle børn og unge er på sociale medier. https://www.dr.dk/nyheder/seneste/undersoegelse-stort-set-alle-boern-og-unge-er-paa-sociale-medier
Prakash, T. (2025). Har du styr på dine børns sociale medier_Ekspert gennemgår dem én for én _Indland_DR. https://www.dr.dk/nyheder/indland/her-er-de-sociale-medier-som-er-en-del-af-boern-og-unges-hverdag
Ritzau. (2026). Australien forsvarer forbud mod sociale medier trods begrænset effekt-Avisen.dk. https://avisendanmark.dk/udland/australien-forsvarer-forbud-mod-sociale-medier-trods-begraenset-effekt
Wikipedia. (u.å.-a). Enshittification. Hentet 16. september 2026, fra https://en.wikipedia.org/wiki/Enshittification
Wikipedia. (u.å.-b). Tobacco Master Settlement Agreement. Hentet 2. september 2026, fra https:// en.wikipedia.org/wiki/Tobacco_Master_Settlement_Agreement
TEMA: Overvågningskapitalisme – når eleven bliver produktet
Leder
Af redaktionen
Overvågningskapitalisme: Et uhelligt partnerskab mellem stat og fi rmaer?
Af Anders Kjærulff
Bliv friktionen – Et essay om digital emancipation og oplysning gennem fri software
Af Øjvind Fritjof Arnfred
Sociologisk fantasi og science fi ction som ’modrum’ til overvågningskapitalismen
Af Rasmus Fink Lorentzen og Ronni Laursen
Friktion som didaktisk undervisningsgreb
Af Ida Johanne Plum
Dine data er på spil: En praksisfaglig tilgang til at styrke opmærksomheden som en
vej til teknologidannelse
Af Anne Marie Kristensen og Marie R. Mannov Wensien-Jegsen
Digital besværliggørelse i et dannelsesteoretisk perspektiv
Af Ulf Dalvad Berthelsen
(Altid) at stå i det teknologisk nye som lærer eller pædagog
Af Andreas Lieberoth og Pernille Damm Mønsted Pjedsted
Skolens digitale paradoks – mellem digitalisering og myndighed
Af Roland Hachmann og Peter Holmboe
Regulering af Chromebooks: Ekspliciterende tvister om teknologi, risiko og ansvar
Af Emilie Mørch Groth og Helene Friis Ratner
Nye lærere har brug for at reflektere praksis og få respons fra sparringspartnere.
Læs mere
Kan vi gøre den enkelte elevs adfærd mindre afvigende og mere acceptabel?
Læs mere
Museer mm. styrker elevernes personlige, kulturelle og alsidige udvikling og dannelse.
Læs mere