Design is the process by which the politics of one world become the constraints on another.
— Fred Turner, 2017

Skolens materielle rammesætning har alle dage været genstand for kulturel og politisk opmærksomhed. Klasseværelser, bordopsætninger, stole, tavler, bygninger, skolegårde og lærerværelser er gennem årene blevet forsøgt omformet og omskabt til at reflektere de idealer, strukturer og kvalifikationer, som man ønsker for fremtidens børn og unge. Som påpeget af David Hargreaves (1994) kan skolers udvikling gennem historien anskues som en slags plantegning for de idealer og mennesketyper, man i samfundet ønsker at realisere, men som det kan virke besværligt at indfri eller opnå blandt voksne. På skolens plantegning placeres det, som samfundet, eller i hvert fald et magtfuldt udsnit af det, mener at have i vente: fremtidige medlemmer af nationalstaten, demokratiske borgere, revolutionære subjekter, kompetencefokuserede entreprenører eller digitale individer. Det er denne fremtidsorientering, der gennem historien har gjort skolen til en særlig institution, hvis disciplinerende magt og politiske legitimitet ikke kun bygger på styring af dem og det, der er, men også af dem og det som vil komme.
Idealet om skolen som et politisk fremtidsrum har længe været et tema i kri-tisk pædagogisk tænkning. Fra studier af tidlige eksperimenter med projektbaseret undervisning til introduktionen af individualiserede læringsmål har forskere påpeget, hvordan løfter om forandring og innovation ofte ender med at reproducere de selvsamme klasseforhold, uligheder og disciplinerings- og eksklusionsmekanismer, som forskellige “progressive” reformer og metoder har søgt at gøre op med i fremtidens navn (se bl.a. Eisenhardt, 2001; Sims, 2017; Cuban, 1997). Som beskrevet af antropologen Jan Nespor (1997) kan misforholdet imellem skolen som abstrakt rum og levet virkelighed læses som et udtryk for en generel historisk tendens til, at betragte, lovgive om, og forske i skolen som en container med tydelige grænser og et defineret indhold. Billedet af skolen som en container udtrykker en form for pædagogisk determinisme, hvor skolens udtryk og værdi bestemmes af de strategier, normer, teknologier, rum eller krav, som benyttes og tænkes med. Implikationen af denne determinisme er, at det er muligt at forandre skolen, hvis blot man skaber det rette skolesystem eller mindset hos lærere og elever i forhold til nye pædagogiske teknologier og innovative undervisningskoncepter.
Som nævnt ovenfor er denne forandringstanke gennem årene kommet til udtryk i en række forskellige pædagogiske fænomener, der spejler de bredere materielle og diskursive betingelser for menneskelig aktivitet og politisk regulering af samfundet. I dette særnummer af Unge Pædagoger har vi sammen med en række af de skarpeste tænkere på området sat os for at udforske, hvordan vi kan begribe de forandringsstrategier, der præger skolens plantegninger i dag – og hvilke strukturelle betingelser, de hviler på. Tilsammen illustrerer bidragene, hvordan skoler og andre pædagogiske institutioner i dag (om)formes af nye forståelser, styringsformer og teknologier, der både udvider og udfordrer det pædagogiske handlerum og praksisbegreb. På samme tid viser bidragene, hvordan skolens plantegning ikke kan undgå at blive grumset til af kaffepletter, der opstår i mødet med en uforudsigelig pædagogisk virkelighed.
Velkommen til “den smarte skole”.

Den “smarte” skole
I Too Smart? fra 2020 beskriver den amerikanske forsker Jathan Sadowki, hvordan Vesten gennem de sidste to årtier er blevet ramt af smartificering: troen på, at vi med ankomsten af nye digitale teknologier kan omforme selve de materielle former, der omgiver os derhjemme, på arbejde, i den offentlige transport, i skoler og på hospitalet – og herved den enkeltes liv og viden om verden. “Smarte paraplyer lyser op for at advare dig om, at der er regn på vej. Smarte køretøjer overtager den kedelige kørsel i myldretiden. Smarte, virtuelle assistenter adlyder dine kommandoer, lærer dine præferencer og rutiner og tilpasser sig automatisk derefter. Tænk på hvilken som helst ting – hvad enten det er en kam ellerenby-ogduvilkunnefindedeni en smart version. Det er ikke altid klart, hvorfor ting bliver gjort smarte, men det har ikke stoppet fænomenet fra at blive udbredt. Ofte virker det fjollet og unødvendigt, hvis ikke ligefrem irriterende eller uhyggeligt. Men i dag kan næsten ingen ting og intet sted undslippe smartificering”. (Sadowski, 2020, s. 1)
Mens smartificeringen af samfundet er ny i sit omfang, har selve ideen om det “smarte” en lang genealogi, der spiller ind i samtidens teknologiske forhåbninger og politiske investeringer. Begrebet fik sin udbredelse i første halvdel af det 20. århundrede, hvor “smart” blev promoveret i forbindelse med ønsker om rationel optimering og præcis kontrol af den industrielle produktion – ideer, der gav genlyd af tayloristiske principper for produktivitet. Under den kolde krig fik begrebet fornyet momentum, hvor det i forskning og politik blev forbundet med udviklingen af kybernetiske systemer, computerintelligens og nye paradigmer for informationsbehandling, der kunne “automatisere” opsamling og deling af viden (Leslie, 2019). Fra slutningen af det 20. århundrede rejste begrebet ind i markedsføringen af den digitale revolution, hvor det smarte blev forbundet med individers brug af devices og andre teknologier, der kunne muliggøre post- eller transhumane drømme om virtuelt samvær (Hayles, 1999). I denne forstand rummer ideen om “smartificering” en todelt forståelse, der smelter sammen i samtidens forsøg på at smartificere hverdagen: på den ene side en strukturelt fokuseret mobilisering af muligheden for, at effektivisere komplekse sociale og institutionelle udfordringer gennem teknologi, og på anden side en individuelt fokuseret mobilisering af muligheden for, at frigøre mennesker til at mødes, kommunikere og være i verden på nye måder gennem optimeringen (og dataficeringen) af intimitet.
Smartificeringen udgør i dette særnummer en prisme til at belyse, hvad der sker, når ønsker om at igangsætte forandringer i skoler sammenvæves med nye forståelser af innovativ materialitet og “effektive” rum. Fælles for artiklerne i særnummeret er, at de på forskellige måder tager kritisk hånd om disse løfter: dels for at forstå, hvordan “smarte” drømme er blevet oversat ind i det pædagogiske, dels for at belyse, hvordan man fra forskellige teoretiske ståsteder og empiriske erfaringer kan forholde sig til de faktiske betingelser, der gør, at de smarte løfter sjældent virker i praksis. Et centralt aspekt af denne tværgående kritiske orientering er en erkendelse af, at teknologier med Langdon Winners ord ikke blot skal betragtes som neutrale medier for menneskelig aktivitet, men at ”tekniske former i høj grad skaber det grundlæggende mønster og indhold i menneskelig aktivitet i vores tid” (1978, s. 323). Med denne samling af indspark til debat, ønsker vi at klæde læseren på til kritisk stillingtagen og pædagogisk mod i mødet med nye former for digital teknologi, skolerum og flotte undervisningsmaterialer sponsoreret af private fonde. Ikke alle bidragene taler eksplicit om “smarte” innovationer eller nye, digitale teknologier – men de taler om en skolevirkelighed, der i dag udspiller sig på tværs af et væld af aktører, funklende forestillinger og magtfuld materialitet, der både udvider og i visse tilfælde udgrænser det pædagogiske råderum. Tilsammen bidrager tidsskriftets artikler til en erkendelse af de komplekse måder, hvorpå den ”smarte” skole ikke blot tilbyder sig som udviklingsmuligheder, der kan bidrage til praksis og vælges til af pædagogiske professionelle, men aktivt er med til at præge pædagogikkens grundlæggende mønstre og indhold – ofte på uforudsigelige og usmarte måder.

Af Lucas Cone & Eva Gjessing

Lucas Cone er ph.d. og adjunkt i pædagogik på Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet.
Eva Gjessing er Cand. Arch. og Cand. Pæd. i materiel kultur didaktik og ph.d.-studerende på DPU, Aarhus Universitet.

REFERENCER
Cuban, L. (2003). Oversold and Underused: Computers in the Classroom. Harvard University Press.
Eisenhart, M. (2001). Educational Ethnography Past, Present, and Future: Ideas to Think With. Educational Researcher, 30(8), 16–27.
Hargreaves, D. (1994). The Mosaic of Learning: Schools and Teachers for the Next Century. Demos.
Hayles, K. N. (1999). How we became posthuman. Virtual bodies in cybernetics, literature, and informatics. University of Chicago Press.
Leslie, D. (2019). Raging robots, hapless humans: The AI dystopia. Nature, 574(7776), 32–33. https://doi. org/10.1038/d41586-019-02939-0
Nespor, J. (1997). Tangled Up in School. Routledge.
Sadowski, J. (2020). Too smart? How Digital Capitalism is Extracting Data, Controlling Our Lives, and Taking Over the World. MIT Press.
Sims, C. (2017). Disruptive Fixation: School Reform and the Pitfalls of Techno-Idealism. Princeton University Press.
Turner, F. (2017). Don’t Be Evil: Fred Turner on Utopias, Frontiers, and Brogrammers. Logic(s), issue 3, December 1, 2017. https://logicmag.io/justice/fred-turner-dont-be-evil/
Winner, L. 1978. Autonomous Technology: Technics-Out-of-Control as a Theme in Political Thought. MIT Press.

Temanummerets indhold
Særnummeret består af syv artikler, der med afsæt i forskellige former for teori, empirisk materiale og pædagogiske problematikker bidrager med kritiske blikke på det ”smarte”.
I artiklen, Skin, Skygge og STEM: At tænke den ”smarte” skole med glitter, undersøger Jette Sandager glitter som et koncept, der tillader os at forstå både de potentialer og problemer, som den ”smarte” skole rummer. Artiklen diskuterer glitter som en materialitet, der både tiltrækker og drager sensorisk opmærksomhed, men som mørklægger alt det, som det ikke drager vores opmærksomhed mod. Gennem glitter-konceptet laver artiklen en kritisk læsning af den ”smarte” skole – forstået som alternative læringsrum, der supplerer skolens formelle læringsrum – gennem et empirisk eksempel taget fra den uformelle uddannelsessektors arbejde med piger og (manglende) diversitet i skolens STEM-fag.

I artiklen, Når skole bliver til skuespil: Interview med Christo Sims, præsenteres et interview med den amerikanske sociolog og skoleforsker Christo Sims. Med afsæt i bogen, ’Disruptive Fixation: School Reform and the Pitfalls of Techno-Idealism’ fra 2017, diskuterer Sims i dialog med Lucas Cone de problematikker, der opstår, når designmodeller og ønsker om disruption møder skolelivets situerede betingelser og de forskelligartede børn og voksne, der indgår i dem. I løbet af interviewet deler Christo perspektiver på alt fra skoledesign til magt og diskurser og præsenterer en række væsentlige spørgsmål, der er værd at stille i mødet med forskellige former for smarte løfter om at forandre, forny eller ”disrupte” pædagogisk praksis.

I artiklen, ’Smart smutvej’ – en vej til ny skolearkitektur uden om det pædagogiske personale, kaster Eva Gjessing et kritisk blik på de praksisser, der medvirker til hvilke pædagogiske ideer, der lægges til grund for skolearkitekturens udformning. Artiklen undersøger, hvordan samtaler mellem skolens brugere og arkitekterne i en særlig kommunal udbudspraksis medieres af konsulenter, der byder sig til som eksperter i både fremtidens pædagogik og skolearkitektur. Artiklen stiller spørgsmål til, om det i virkeligheden er en omvej, når kommunerne ved diskursive- og sociale praksisser med konsulenten som spydspids tror, at de kan etablere en skole som både er inkluderende og økonomisk smart.

I artiklen, Fra folkeskole til fondenes skole? Fem spørgsmål til de private fondes engagement i folkeskolen, undersøger Hanne Knudsen og Lucas Cone de private fondes stigende engagement i folkeskolen. Gennem de seneste år er en lang række nye aktører begyndt at blande sig i skolens udvikling på måder, der overskrider de konventionelle, demokratiske rammer for pædagogisk aktivitet i velfærdsstaten. I bidraget sætter forfatterne fokus på, hvordan særligt en gruppe store, private fonde gennem de sidste 10-12 år har markeret sig på skole- området med store pengebeløb, projek- ter og længerevarende partnerskaber. Artiklen gennemgår fem spørgsmål, som praktikere og andre involverede i folkeskolen med fordel kan stille, når de møder og mødes af fonde, der i dag bidrager til det pædagogiske felt i ukendte skalaer og med nye former for ambitioner.

I artiklen, De unge gameres nostalgi – eller: opfordring til en segmenteret, affektiv analyse af forholdet til det digitale, udfordrer Jesper Balslev gængse forestillinger og ambitioner forbundet med digitalisering på det pædagogiske felt. I sit essay argumenterer Balslev for, at de dominerende forestillinger om tekno-logiske kompetencer og teknologiernes uundgåelighed i og udenfor uddannelsessektoren plages af en overordnet teorisvaghed, især hvad angår legitime argumenter for fravalg af teknologi og fravalgets følelsesmæssige motiver. Der foreslås et værktøj til at forholde sig mere finkornet til forskellige aktørers forhold til digitalisering.

I artiklen, At spørge kritisk til forholdet mellem ’ det pædagogiske’ og ’proteserne’, kaster Steen Nepper Larsen et kritisk blik på de mange nye devices og digitale teknologier, der ofte forbindes med skabelsen af en ”smart” skole. Artik- len præsenterer i essayform et teoretisk forsøg på at undersøge og at spørge kritisk til forholdet mellem ’det pædagogiske’ og ’proteserne’. Med afsæt i blandt andre begreber fra Maurice Merleau-Ponty og Peter Sloterdijk diskuterer artiklen, hvor- dan vi i dag kan forstå og teoretisere pædagogikkens brug af – eller ikke-brug af – de mange invasive proteser, der i dag præger klasseværelser og elevers ankomst i verden: digitale undervisningstekno- logier, læringsportaler, smartboards og ’intelligente’ services som ChatGPT.

I artiklen, Skolen er og bliver samfundets rugekasse, genoptrykkes et interview med Inge Mette Kirkeby fra 2014. I et tilbageblik stiller Eva Gjessing nye og aktuelle spørgsmål til forholdet imellem pædagogiske ideer og skolearkitektur. Kirkeby peger på, at skolebyggeri stadigvæk præges af en mangel på viden om lærernes erfaringer med undervisning i forskellige typer af skolerum. Hun giver i den forbindelse udtryk for, at skolearkitekturen understøtter en inkluderende skole, når skolearkitekturen understøtter lærerne i at forvalte rummet socialt, så alle elever trives i undervisningen.