2024, nr. 2
Tema:
Ti år med Åben Skole
LEDER
Kære læser
Velkommen til denne udgave af Unge Pædagoger. Ti år er gået, siden idéen om Åben Skole blev en del af folkeskolereformen, og her sidder du nu med vores jubilæumsnummer i hånden. Vi håber, at du vil finde masser af inspiration og indsigt til din praksis.
Med tiltaget skulle skolerne åbne sig mod samfundet for at styrke autenticiteten i undervisningen og dermed elevernes læring og trivsel. Og her ti år senere må det være på sin plads at afdække, hvad der er af nytænkning og aktuel forskning inden for feltet. Derfor dette temanummer.
Der findes mange indfaldsveje til Åben Skole – fra natur og kultur til lokale foreninger og erhvervsliv, og rigtig mange steder i landet foregår der mange spændende tiltag af forskellige formater. Nogle steder er der et langstrakt, tæt og formaliseret samarbejde med bestemte organisationer, virksomheder eller foreninger, og andre steder arbejdes der med besøgsaftaler, hvor man kommer et par timer eller en hel dag. Nogle aktiviteter under Åben Skole kan blive til såkaldte sodavandsbesøg, der ikke rigtig bliver forberedt, eller hvor oplevelsen ikke kobles til den øvrige undervisning, når man er tilbage på skolen. Til tider kan sådanne besøg synes uden ambition, men selvom det kan være svært at organisere, overvinde pædagogiske udfordringer og undervise i et didaktisk uvant eller ukendt rum, så bør og kan skolen være mere end fag og faglokaler. Skolen skal også være sanselig, vende sig mod verden og agere i den. Det er disse tilgange til Åben Skole, vi har forsøgt at anskueliggøre i temanummeret bl.a. med en række konkrete projekter, beskrivelser og analyser.
Vi præsenterer således en bred vifte af artikler, der udforsker forskellige perspektiver på Åben Skole – herunder fx rigsfællesskabet, skole-virksomhedssamarbejde, dannelse, verdensvendthed, børn i bronzealderhøje, museumsbesøg og meget andet interessant. Nogle af artiklerne har et praksisnært fokus, andre et mere teoretisk fokus.
Redaktionsgruppen består af seks medarbejdere fra Professionshøjskolen Absalon med en særlig interesse for Åben Skole, der har slået sig sammen med UP. Udviklingsgruppen på Absalon har tilsammen over 100 års erfaring indenfor dette felt. Gruppen kontaktede U.P. med forslag til artikler om vores udviklingsarbejde. U.P. viste positiv interesse for tanken og ville gerne producere et helt temanummer som en jubilæumsudgave med fokus på Åben Skole og udgive det i samarbejde med os. Der blev sendt et call ud i vores netværk af omkring 100 entusiaster med stor viden og erfaring inden for Åben Skole. Desuden blev der uddelt flyers med call for papers på Big Bangkonferencen 2023. Begge dele resulterede i mange interesserede forfattere, der giver nummeret et mangfoldigt og dybdegående blik ind i feltet – både fra engagerede forskere og fra praktikere fra en bred række af fagdomæner.
Vi modtog så mange gode bud på artikler, at der ikke var plads til alle i den trykte udgave. Derfor har vi valgt, at flere forfattere kan udgive deres artikler online så de kan købes på U-P.dk, og i dette nummer udgives kun en forsmag på få udvalgte artikler. Det har samtidig gjort det muligt for forfatterne at give mere plads til det visuelle og æstetiske, da virtuelle artikler ikke er begrænset af sidetal og portoomkostninger som det trykte nummer.
Vi har endvidere eksperimenteret med formaterne, hvor en enkelt artikel har en foldudside, der illustrerer et panorama af en Åben Skole-proces, og artiklerne indledes med et postkort fra forfatterne. Disse postkort skal ses som en alternativ og mere personlig form for introduktion til den enkelte artikel.
Overordnet set er Åben Skole fortsat på vej med at finde fodfæste, og vi håber, at vi med dette jubilæumsnummer kan inspirere og puste til en ild – ikke kun for ildsjæle – men for alle, der er optaget af udvikling af undervisning, ved at vende sig mod og åbne sig for verden. Vi er sikre på, at der også er interessante og inspirerende vinkler til dig.
God fornøjelse, redaktionen
Birgit Risgaard Brænder, David Holger Sass Hansen, Dorrit Hansen, Mari-Ann Skovlund Jensen, Merete Schou von Magius, Diana Rigtrup, Anders Vestergaard Thomsen & ansvarshavende redaktør Morten Raahauge Philipps
Tidsskriftets bidrag
Svend Brinkmann sætter i sin artikel Verdensvendt (ud)dannelse fokus på det tænksomme liv, og hvordan dette hænger sammen med verdensvendt- hed og det aktive liv ́. Gennem nedslag i filosofien og pædagogikken besøger han blandt andre Sokrates, Dewey og Biesta, der udfordrer vores måde at bedrive skole på, og han kommer med bud på idealer vi kan spejle vores praksis og curriculære formuleringer op ad.
I artiklen Åben Skole i et demokratisk og bæredygtigt perspektiv argumen- terer Diana Rigtrup for at Åben Skole kan ses som et godt udgangspunkt for at integrere og videreudvikle uddannelse om og for bæredygtighed. Hun præsen- terer kendetegn ved Åben Skole-didaktik og sammenligner disse med en mulig demokratisk bæredygtighedsdidaktik, der har fokus på både kognitive, socio- emotionelle og adfærdsmæssige aspek- ter ved læring, samtidig med at et fokus på elevens kritiske tænkning fastholdes.
I artiklen At gøre rigsfællesskab – stedbaserede møder skaber engagerende fællesskaber beskriver Laura Lundager Jensen, hvordan Åben Skole kan fungere på tværs af landegrænser og være med til at styrke rigsfællesskabsfølelsen. Lærer- studerende fra Danmark, Færøerne og Grønland har samarbejdet med henblik på at etablere fællesskabsfølelse ved bl.a. at mødes i hinandens lande om og med tilrettelagte lokale aktiviteter.
Diana Rigtrup og Dorrit Hansen har formet deres artikel Sidemandsoplæring og transfer i Åben Skole-forløb som et diskussionsoplæg, der handler om lærerroller og læring på tværs af kontekster. Artiklen tager afsæt i begrebet side- mandsoplæring som et videndelings- format, i forhold til at kunne betragte læreres mulighed for at tage forskellige typer læring med fra aktiviteter i Åben Skole-regi til egen praksis. Ud fra en række interviews med lærere på Åben Skole besøg, beskriver artiklen nogle mulige typiske lærerroller og anvender teorier om transfer til at overveje mulig- hederne for lærernes egne læreprocesser.
Birgit Brænder og Merete Schou von Magius belyser i artiklen Der er Åben Skole alle steder! deres tese om, at man kan arbejde med Åben Skole, uanset hvor i landet, man befinder sig. Det handler blot om at gå ud af skolens dør og se, hvad der viser sig. De beskriver i deres artikel, hvordan de tilfældigt endte i en lille bitte landsby sammen med en 6. klasse, som i samarbejde med stedets mulige samarbejdspartnere udviklede og afprøvede sansebaserede tilgange og faglige undersøgelser med efterfølgende fremtidsvisioner.
Tag med Pernille Damm Mønsted Pjedsted ud i verden. I artiklen Den stedorienterede litteraturtilgang får eleverne lov til at læse litteratur de steder, hvor fortællingerne foregår. Med fokus på blandt andet indlevelse, forstyrrelser og sanselighed undersøger forfatteren, hvordan det påvirker oplevelsen, når elever læser i det miljø, fortællingen handler om.
Lise Sattrup og Lars Emmerik Damgaard Knudsen stiller i deres artikel Stedsans – elevdeltagelse i eksterne læringsmiljøer skarpt på, hvilken betydning rum, genstande og materialer har for elevernes engagement. De fører os helt ind midt i empirien med dialog og sanselighed og gør os klogere på, hvordan atmosfæren i eksterne lærings- miljøer kan bidrage til engagement og fortryllelse.
I artiklen Fra skolastisk til elastisk skolevirksomhedssamarbejde har Anders Vestergaard Thomsen og Mari-Ann Skovlund Jensen set på og analyseret en række tiltag inden for skole-virksomhedssamarbejde. Du kan bl.a. læse om betydningen af autentiske oplevelser samt det udvidede didaktiske menukort, som virksomhedsbesøg tilbyder. Du kan også læse om betydningen af begrebet ‘klassesamtalepersonen’, og hvorfor en højere grad af elevinvolvering anbefales ved skole-virksomhedssamarbejde.
Få eleverne op og væk fra den ellers vante “røv til bænk”-undervisning i selskab med Jesse-Lee Costa Dollerup, Marlene Kramm og Ida Maria Skielboe. I artiklen Kropsligheden i fokus – mod den enaktive tilgang til læring på museet giver forfatterne en række eksempler på, hvordan Museum Vesterland arbejder med elevernes læring på “begge sider af hjerneskallen” – den kognitive og den sanselige. Artiklen findes også på engelsk.
Tue Løkkegaard og Jane Bendix fra Arken stiller i denne forsmag på artiklen Fra produkt til proces – Billedøkologi som forstyrrelse i skolens valgfagsundervisning spørgsmålet, om det er vigtigt at vide, hvad det, man laver i billedkunst, ender ud med til sidst. I deres arbejde med Kreativt Valgfagslaboratorium viser det sig, at for mange elever og lærere er svaret klart. Dette uddyber forfatterne og lægger op til videre læsning af en længere artikel, der vil ligge på nettet. Den fulde artikel kan købes på U-P.dk.
I denne forsmag til artiklen Kirkerummet som poetisk-didaktisk dannelsesrum giver Mette Berndsen os sammenfiltret og tæt indblik i, hvordan folkeskoleelever sanser, oplever og filosoferer i kirkerum- met som dannelsesdidaktisk ramme for små og store spørgsmål. Den fulde artikel, der kan købes på U-P.dk, har fået god plads til at udfolde sig visuelt, æstetisk og forførende i den digitale udgave.
Artiklen Udeskole i læreruddannelsen – Stemmer fra undervisningen af Mads Bølling og Karen Seierøe Barfod giver dig link til en film! I filmen gives ordet til lærerstuderende, der er i gang med et specialiseringsmodul i en udeskole, der systematisk inddrager virkeligheden uden for skolen i undervisningen. De studerendes erfaringer og refleksioner bliver sat i perspektiv af modeller for Åben Skole.
Mari-Ann Skovlund Jensen giver i sidste artikel en appetitvækker på to Erasmus+-projekter om naturfagsundervisning i sin korte artikel Åben Skole i europæisk naturfagsundervsing – Open Science Schooling. Artiklen giver en introduktion til projekternes didaktiske modeller og erfaringer, der kan inspirere til naturfagsundervisning i dansk skolekontekst og henviser til videre læsning på projekternes hjemmesider.
Leder: Ti år med Åben Skole
Verdensvendt (ud)dannelse
Af Svend Brinkmann
Åben Skole i et demokratisk og bæredygtigt perspektiv
Af Diana Rigtrup
At gøre rigsfællesskab – stedbaserede møder skaber engagerende fællesskaber
Af Laura Lundager Jensen
Sidemandsoplæring og transfer i Åben Skole-forløb – et diskussionsoplæg om lærerroller og læring på tværs af kontekster
Af Dorrit Hansen og Diana Rigtrup
Den stedorienterede litteraturtilgang – Når elever sanser litterære steder
Af Pernille D. M. Pjedsted
Der er Åben Skole alle steder! – et undersøgende blik på et steds didaktik
Af Merete Schou von Magius og Birgit Risgaard Brænder
Stedsans – Elevdeltagelse i eksterne læringsmiljøer
Af Lise Sattrup og Lars Emmerik Damgaard Knudsen
Fra skolastisk til elastisk skole-virksomhedssamarbejde
Af Mari-Ann Skovlund Jensen og Anders Vestergaard Thomsen
Kropsligheden i fokus – mod den enaktive tilgang til læring på museet
Af Jesse-Lee Costa Dollerup, Marlene Kramm og Ida Maria Skielboe
Forsmag til: Fra produkt til proces – Billedøkologi som forstyrrelse i skolens valgfagsundervisning
Af Jane Bendix og Tue Løkkegaard
Forsmag til: Kirkerummets Didaktik
Af Mette Berndsen
Udeskole i læreruddannelsen – Stemmer fra undervisningen
Af Mads Bølling og Karen Seierøe Barfod
Åben Skole i europæisk naturfagsundervsing – Open Science Schooling
Af Mari-Ann Skovlund Jensen
Temaredaktion: Birgit Risgaard Brænder, David Holger Sass Hansen, Dorrit Hansen, Mari-Ann Skovlund Jensen, Merete Schou von Magius, Diana Rigtrup, Anders Vestergaard Thomsen & ansvarshavende redaktør Morten Raahauge Philipps