2022, nr. 1
Tema:
Pædagogiske koncepter og diskurser
FORORD
Pædagogiske koncepter og diskurser
”Unge Pædagoger har været længe nok i feltet tiI at vide, at når noget lyder for godt til at være sandt… ja, så er der grund til at være særdeles skeptisk.” Sådan lød det i lederen i 2013, da Unge Pædagoger udgav et temanummer om pædagogiske koncepter. Nu er vi klar med et nyt nummer om emnet, og vi må konstatere, at vi i Unge Pædagoger ikke er blevet mindre skeptiske siden da. Mængden af pædagogiske koncepter er eskaleret, formentlig som følge af de øgede krav om systematisk og standardiseret evaluering og dokumentation og ikke mindst kravet om evidens – som what works og best practice er udtryk for. Og det er netop det, som koncepterne lover os: gode løsninger og faste retningslinjer for de udfordringer, som måtte opstå i den pædagogiske verden.
Der er som sådan intet i vejen for, at man som lærer og pædagog, med en god portion kritisk sans i baghovedet, lader sig inspirere af nogle af de metoder, som de pædagogiske koncepter tilbyder. Problemerne opstår for alvor, når koncepterne bliver så organisatorisk udbredte, at det bliver obligatorisk at anvende dem. Denne absolutte forestilling om, hvordan man
skaber det bedst mulige output, indsnævrer rammerne for menneskelig udfoldelse, meningsgivende fællesskaber og svækker den faglige viden og erfaringsbaserede dømmekraft.
Den måde, der tales om udfordringer, krav og forventninger på, efterlader lærere og pædagoger med bestemte tankesæt og handlemønstre, som netop bliver til diskurser. De kan være vanskelige at ændre på eller gå imod. Diskurser manifesterer sig og bliver dermed styrende for praksis, ofte bag om ryggen på praktikerne.
Pædagogiske fænomener, som fx bevægelse eller praksisfaglighed, bliver omsat til praksis gennem materialer og didaktiske modeller, som konceptualiserer fænomenerne og skaber diskurser, dvs. anviser et bestemt tankesæt om fænomenerne. Der opstår imidlertid et dilemma eller en konflikt i den tænkning, da det i vid udstrækning strider mod kravet om undervisningsdifferentiering som et bærende pædagogisk princip i skolen. Hvordan kan koncepter og diskurser være egnet for pædagogisk praksis, hvor alt er relativt – ikke absolut?
Hvordan kan koncepter og diskurser være egnet for pædagogisk praksis, hvor ikke to børn eller to klasser er ens? Ja, vi spørger bare!
Nogle koncepter er hele ”pakkeløsninger”, der skal praktiseres i hele skolen eller i alle skoler i en kommune. Risikerer lærerne så at ende som robotter? Efter kort tid bliver det glemt, hvorfor netop dette koncept eller disse tankesæt og handlemønstre havde sin berettigelse. Det kunne man kalde ”Unconscious Practice”. Det er vist næppe ”Best Practice”. Hvis konceptualisering af fænomener og diskurser i skolen skal have sin berettigelse, så må det være som inspiration til meningsfuld variation af og i undervisningen.
Som det fremgår af ovenstående, er UP stadig skeptisk, fordi koncepter og diskurser er styring af praksis. Det må vi italesætte igen. Derfor dette temahæfte. Et OPRÅB til en kritisk forholden til en sådan form for styringsteknologi.
Temahæftet præsenterer en række problematiserende og kritiske tekster om forskellige koncepter, diskurser og dermed også konceptualiserende tendenser i den pædagogiske verden. Vi ønsker dig rigtig god læselyst!
Temaets indhold:
Temanummeret indledes med artiklen ”Hvad bliver fremtiden for pædagogiske koncepter?” af Per Fibæk Laursen, der giver et bud på, hvorfor pædagogiske koncepter fortsat lever og udbredes på trods af, at vi lever i en tid og i et samfund, der dyrker det enestående, singulariteten og autenticiteten. Svaret søges ved at pege på et konkret eksempel fra skoleverdenen, samt ved at drage sammenligninger med andre sektorer i samfundet, hvor koncepter ligeledes har vundet frem og sikret mod fiasko. Men faren er, at koncepterne indskrænker den professionelle frihed, kreativitet og mangfoldighed – og omdanner skolen til en McDonald’s frem for en michelin-restaurant.
I artiklen ”Diamantforløb som pædagogisk koncept – kan trivselsarbejdet konceptualiseres?” af Sine Penthin Grumløse og Lise Aagaard Kaas får vi, på baggrund af observationer fra praksis, et indblik i, hvordan et koncept om at styrke følelseshåndtering virker modsat hensigten og skaber eksklusion og svækket selvværd hos nogle af de elever, der i forvejen befinder sig i periferien af det sociale fællesskab og har svært ved at honorere skolens krav om følelsesmæssig selvregulering og passende adfærd. I artiklen påpeges det også, at konceptet bliver styrende for lærerens dømmekraft og arbejde med elevernes trivsel.
Jonatan Kolding Karnøe åbner i artiklen ”Derfor fejler de Professionelle Læringsfællesskaber” en debat om, hvorvidt de professionelle læringsfællesskaber giver mening ud fra de idealer, der er stillet op for samarbejdet i den danske konceptualiserede udgave af fænomenet, og peger på fire problematikker, der kan udfordre de professionelle læringsfællesskaber på skolerne i varierende grad. Forfatteren foreslår på den baggrund en række spørgsmål, som man i teamsamarbejdet kan stille, for at kvalificere og forbedre anvendelsen af de professionelle læringsfællesskaber – og samarbejdet i det hele taget.
Lise A. Réol har skrevet artiklen ”Koncept Mindfulness – styrker og risici ved konceptualiseringen af mindfulness i folkeskolen”. Ud over at definere og begrunde vigtigheden i at anvende mindfulness, retter artiklen et kritisk blik på det engelske undervisningsmateriale ”.b”. Materialet handler om undervisning i meditative teknikker, som er en del af konceptet i et dansk forskningsprojekt. Projektets hensigt er at uddanne lærere til at undervise elever i mindfulness.
I artiklen ”Kan vi helt undgå de udskældte specialpædagogiske koncepter?” af Lotte Hedegaard-Sørensen sættes der med udgangspunkt i eksempler fra praksis fokus på, hvordan det specialpædagogiske arbejde baseres på både de pædagogiske koncepter og på den ’situerede professionalisme’, som involverer skøn, vurdering og justering i praksis, og at en modstilling mellem de to fremgangsmåder ikke giver mening i praksis. Pointen er, at det skal være den faglige refleksion, skøn og vurdering, der afgør, om pædagogiske koncepter er relevante for det enkelte barn og i den konkrete situation.
Stinus Lundum Storm Mikkelsen undersøger i artiklen ”Lærerarbejde og undervisning i den målstyrede folkeskole” den nyliberalistiske, markedsøkonomiske modernisering og omstilling, som folkeskolen gradvist har gennemgået med ’New Public Management’ som styringsparadigme, der blev trængt i baggrunden. Med udgangspunkt i en undersøgelse fra 2020 diskuterer forfatteren, hvilken betydning det statslige og kommunale målfikserede styringsparadigme har for folkeskolelærernes arbejde, undervisningspraksis og for undervisningens oplevede kvalitet set fra lærerens perspektiv og særligt med fokus på ændringer siden folkeskolereformen i 2013, hvor centraliseringen og forvaltningsteknologiens redskaber til mål- og resultatstyringen blev styrket og udbygget yderligere.
I denne artikel af Eva Gjessing med titlen “En materiel kultur didaktisk analyse af læringstrappen”.undersøges læringstrappen – et arkitektonisk, pædagogisk koncept, der indgår i flere af de nye skolebyggerier. Inspiration til læringstrappen er hentet fra de angelsaksiske lande, og forestillingen er, at læringstrappen kan realisere den inkluderende skole og en aktiv, varieret læring. Med observationer af praksis viser det sig dog, at forestillingerne om læringstrappen ikke stemmer overens med praksis; lærerne oplever, at læringstrappen fratager dem forskellige handlemuligheder i forhold til undervisningen, og elever, der i forvejen kan have svært ved at deltage, har ikke gavn af forholdene på læringstrappen.
Leif Moos retter med artiklen ”Dannelsens ansigter og masker – Skolens forståelser af dannelse og didaktik i deres samfunds- og styringsmæssige kontekst” et kritisk blik på grundtræk i dannelses- og didaktikteorier, samt analyser af uddannelsesstyringen, som den har set ud med de skiftende regeringer gennem de seneste mange år. Demokratisk dannelse har været og er fortsat en diskurs, der anvendes som styringsredskab. Forfatteren går bl.a. bag om lovgivningen, som har styret og virket styrende for uddannelser, undervisning og læring, og oplister en lang række problematiske konsekvenser.
Ole Løw argumenterer i sin artikel ”kampen om sproget og ordene” for, at der sker en begrænsning af den fagsproglige mangfoldighed som følge af fagsproglig kolonisering og en instrumentalisering af fx opdragelse og dannelse, læring og undervisning. På den baggrund påpeges vigtigheden af at fastholde de faglige begrebers mangfoldighed og nuancere de forskellige forståelser af og måder at bruge fagord og begreber på, da det er det, der skaber dynamikken i meningsskabende faglige dialoger.
Med artiklen ”Kompetencer i nye klæder. Diskursskvulp i ”nytænkt læreruddannelse” af Keld Skovmand anlægges en kildekritisk diskursanalyse af udspillet til ny læreruddannelse, som blev publiceret i november 2021 af en anonym udviklingsgruppe. Artiklen retter et kritisk blik på, hvordan man i anbefalingerne løsriver kompetencebegrebet fra forestillingen om målstyring for i stedet at forbinde begrebet med betegnere som dannelse, formål og indhold. På den måde inkluderes en potentiel moddiskurs, der kunne have dannet base for kritik og alternative forslag og forestillinger, hvilket nu synes udelukket. Artiklen anfægter ligeledes udviklingsgruppens brug af data, der er uden belæg i forskning og erfaring, og kritiserer helt generelt den form for magtudøvelse, som udspillet er et udtryk for.
Bent Olsen fremfører i artiklen ”Den professionelle som profet” et kritisk perspektiv på, hvordan begreber som profession og professionel er blevet garantier for den pædagogiske praksis. Læreren er profeten, der pr definition er professionel qua sin uddannelse. Forfatteren problematiserer professionsuddannelserne som en form for profeti, en lovning om at levere profeten; den professionelle. Noget, der er uanfægteligt, fordi det er et vigtigt argument i semiprofessionernes myndighed.
Temahæftets sidste tekst er et debatindlæg af Christian Christrup Kjeldsen med titlen: ”Statistik om skolen er ikke nyt – men at anvende statistikken på en relevant, pålidelig og gyldig måde kunne være det”. Forfatteren debatterer test og målinger i en historisk såvel som nutidig betydning og problematiserer og diskuterer to diskurser, der hersker om test og måling: 1. dannelse kan ikke måles og 2. måling er et nyt fænomen fremdrevet på baggrund af New Public Management og Accountability. Som teksten indledningsvis påstår, er test og målinger ikke et nyt fænomen, men at anvende de data man får på en relevant, pålidelig og gyldig måde, kunne være det.
Leder: Pædagogiske koncepter og diskurser
Hvad bliver fremtiden for pædagogiske koncepter?
Af Per Fibæk Laursen
Diamantforløb som pædagogisk koncept – kan trivselsarbejdet konceptualiseres?
Af Sine Penthin Grumløse og Lise Aagaard Kaas
Derfor fejler de Professionelle Læringsfællesskaber
Af Jonatan Kolding Karnøe
”Koncept Mindfulness” – Styrker og risici ved konceptualiseringen af mindfulness i folkeskolen
Af Lise A. Réol
Kan vi helt undgå de udskældte specialpædagogiske koncepter
Af Lotte Hedegaard-Sørensen
Lærerarbejde og undervisning i den målstyrede folkeskole – en empirisk undersøgelse
Af Stinus Lundum Storm Mikkelsen
Pædagogiske koncepter og skolearkitektur – læringstrappen kritisk belyst
Af Eva Gjessing
Dannelsesansigter og -masker. Skolens forståelser af dannelse og didaktik i deres samfunds- og styringsmæssige kontekst
Af Lejf Moos
Djævlen lurer i detaljen (Notabene)
Af Lene Tangaard
Kampen om sproget og ordene
Af Ole Løw
Kompetencer i nye klæder. Diskursskvulp i ”nytænkt læreruddannelse”
Af Keld Skovmand
Den professionelle som profet
Af Bent Olsen
Statistik om skolen er ikke nyt (Debatindlæg)
Af Dr. phil Christian Christrup Kjeldsen
Temaredaktion: Ida Halling Andersen, Annelise Dahlbæk og ansvarshavende redaktør Katrine Bjerring Kristensen
