Folkeskolen har altid været til debat og ofte har den bragt sindene i kog. Lige fra oprettelsen af friskolerne i protest mod den kulsorte skole i midten af 1800-tallet, over lukningen af Vanløse-forsøgene i 1930’erne, der var et lille lys i mørket, via det endelige opgør med den stadig sorte og sorterende skole i 60’erne og 70’erne, først tydeliggjort ved de årelange kampe for en enhedsskole, der blev indført i 1975 – omend selektionen fortsatte på andre måder. Gang på gang er folkeskolen forsøgt ændret med nye koncepter og politiske reformer. De seneste år med Danmarks konkurrenceevne for øje.
UP gør med dette tema foreløbig status på de koncepter og initiativer, der har fyldt allermest i den skolepolitiske debat og i lærerens og elevens dagligdag. Det drejer sig om de tiltag, som er indført i folkeskolen for at afhjælpe en række identificerede problematikker, som f.eks. formuleret i Regeringsgrundlaget 2013 og som stadig i dag er grundlaget for skolepolitikken i en ny og uvant top-down styring af folkeskolen:
- Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan.
- Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
- Tilliden og trivslen i folkeskolen skal styrkes bl.a. gennem respekt for professionel viden og praksis.
UP sætter derfor fokus på de koncepter, nye handlingsplaner og regler for læseplaner, der alle er styret politisk oppefra: inklusion, elevplaner, evaluering/test og målstyring som fire eksempler på, hvad der sker helt inde i klasselokalet, når politikere laver pædagogik i folkeskolen med det formål at øge Danmarks konkurrenceevne. Sidste skud på denne stamme går et skridt videre, og der indføres ghettoplaner og parallelsamfundspakker.
UP stiller skarpt på, hvad vi fik ud af at indføre tests, elevplaner og andre styringsteknologier med fokus på inklusion og læringsmål. Fik vi det vi ønskede? Blev produktet et andet? Mistede vi fokus? Gik der noget tabt? Temaet afsluttes med et bud på: Hvad er vejen frem? Hvad skal vi handle på baggrund af, når disse initiativer – som forskning kan afsløre – ikke har haft nævneværdig succes, for at sige det meget mildt.
Først gennemgår Kathrine Degn, Sidse Hølvig Mikkelsen og Hans Dorf i artiklen Dansk skolepolitik i spændingsfeltet mellem samfundsudvikling, politiske interesser og pædagogiske idealer, årti efter årti siden 1960’erne, hvor der er fokus på følgende;
- om faglighed i skolen, der er præget af en vekslen mellem vægt på grundlæggende kundskaber og på almene personlige og sociale kompetencer, uden at dette valg har nået nogen afklaring
- om skolens funktioner i relation til arbejdsmarkedet over for dens opgaver i relation til det samfundsmæssige liv, demokratiet og den menneskelige udvikling
- om betydningen af social lighed og retfærdighed i skolesystemet
- om forholdet mellem det politiske system og skolens professionelle, der – både i kraft af nye styringsformer og nye pædagogiske rationaler – har ændret sig væsentligt
Dernæst påpeger Morten Ejrnæs i artiklen Myter om ghettoer og parallelsamfund – og hvad betyder det for skolen og lærerne? at et stort politisk flertal for nylig har vedtaget en Parallelsamfunds-pakke, men at der i den årlige redegørelse ikke fremlægges nogen dokumentation for tiltagene på skoleområdet. Politikerne læner sig op ad myter, forskere har forsømt at producere og formidle relevant anvendelsesorienteret viden, hvorfor pædagoger og lærere ikke har haft mulighed for at kritisere redegørelsen eller inddrage andre og ganske relevante undersøgelsesresultater, som fx:
- at børn af ufaglærte forældre med ikke-vestlig baggrund har betydeligt lettere ved at opnå en ungdomsuddannelse end etnisk danske børn
- at en opvækst i et udsat boligområde ikke er nogen risikofaktor
- at etnisk danske familier er betydeligt mere belastede af fx kriminalitet
Disse undersøgelser tydeliggør, at de, der har sværest ved opnå en ungdomsuddannelse og bor i de udsatte boligområder, er etnisk danske unge!
I artiklen Målstyring af folkeskolen peger Hans Dorf på, at mange pendulsving har været karakteristisk for udviklingen i pædagogik og skolepolitik i de sidste årtier. Skolepolitikken drejer sig grundlæggende om, hvordan skolens “output” skal styres, og hvilken autonomi der skal overlades til de fagprofessionelle. Forfatteren gennemgår grundigt alle de tiltag af topstyring af målene og de opblødninger, der efterfølgende er sket. Topstyringen tager udgangspunkt i OECD’s tiltag for på baggrund af deres tænkning at forbedre den danske folkeskole. Lærernes erfaringer viser, at tydeliggørelsen af mål af nogle ses som en styrkelse af deres professionsidentitet, mens de af andre ses som en trussel herimod. Ekstern evaluering blev opfattet som en individuel kontrol af deres arbejde og medførte en nervøsitet for, at undervisningen blot ville blive “teaching to the test”.
Bred eller smal vej i uddannelsessystemet?
I sidste halvdel af 1900-tallet blev der lavet lovændringer af folkeskolen på baggrund af samfundsudviklingen, oftest støttet af forsøgs- og udviklingsarbejder. I de sidste årtier har ”inspirationskilden” dog været en ganske anden, nemlig OECD (Organisation for Economic Cooperation and Development), hvor E’et betyder economic og IKKE education. OECD har fokus på at skabe størst mulig økonomisk vækst og højne levestandarden i medlemslandene. Alligevel er uddannelse et centralt område for organisationen, og på baggrund af deres velkendte værktøj ‘PISA’, fremkom OECD i 2004 med ikke mindre end 35 konkrete forslag til forbedring af den danske folkeskole, ud fra en økonomisk – og ikke en pædagogisk – tankegang, i konkurrencedygtighedens navn (UVM 2004). PISA spiller således en afgørende rolle i den konkurrencestats-logik, der er udviklet for at forudsige landenes konkurrenceevne ud fra de resultater skolerne producerer. Jo bedre PISA-test, jo bedre vil den fremtidige konkurrenceevne for et land blive – eller…?
I OECD’s og konkurrencestatens tjeneste indførte vi målinger af næsten alt i skolen. Vi har stadig karaktererne, men nu også de nationale test, som betyder, at vi måler de enkelte elevers præstationer i udvalgte fag, og sætter disse op imod de øvrige elevers præstationer i klassen/på skolen, de andre landes præstationer og resten af verdens præstationer. Vi er blevet næsten sygeligt optagede af evidensbaseret læring, og har indført læringsmålstyring, elevplaner, evalueringer og tests i dygtighedens navn! Det øgede fokus på elevernes faglige resultater, har medført, at den almene og demokratiske dannelse må vige. Der er ikke plads til dialog, refleksion og medbestemmelse, når eleverne skal kunne måle sig med de øvrige OECD-landes elever. At danske udskolingselevers viden om politik og demokrati ligger højt år efter år, forbigås oftest i tavshed – af politikerne.
Den brede demokratiske vej, som vi fik indført i 1975, betød, at skolen skulle opdrage til demokrati gennem demokrati, og forkyndelsen af Bibelen måtte vige for en demokratisk dannelseskultur. Og før 1975 øvede vi os på at skabe ‘gode, lykkelige og harmoniske mennesker’. Det er længe siden…
Den smalle, faglige sti
Den brede vej snævrer langsomt, men sikkert ind til den smalle, faglige sti, hvor der ikke længere er plads til at stille spørgsmål, men kun til at give (de rigtige) svar. Elevplaner blev indført i 2006 samtidig med et nyt formål for folkeskolen, der i højere grad fokuserer på ‘forberedelse til videre uddannelse’. Elevplanerne skulle bidrage til at højne elevernes faglige niveau gennem formative evalueringer, men som vi kan læse i Stine Helms’ artikel Elevplanen som redskab til faglig udvikling?, fungerer de bestemt ikke efter hensigten, snarere tværtimod. De fagligt svage elever skal ændre deres adfærd og tage sig sammen, og bliver derfor ladt tilbage med en oplevelse af ikke at være ‘gode nok’, og de fagligt dygtige elever får at vide, at de bare skal gøre som de plejer, dvs. fortsætte deres gode adfærd. Ingen elever får redskaber til faglig udvikling, sådan som det var tænkt, og lærerne får ikke det redskab til refleksion omkring tilrettelæggelsen af deres undervisning, idet opfølgningen alene retter sig imod det, eleverne skal forbedre. Så man må spørge sig selv om elevplaner gør mere skade end gavn, eller simpelthen er ganske overflødige?
Andre evalueringsformer fik også en fremtrædende plads i skolen efter OECD’s anbefalinger. Således blev nationale tests og ‘hverdagsevalueringer’ også indført og i Kristine Bagge Kousholts artikel: Social og udvidende evalueringspraksis, undersøger hun, hvad evalueringer gør ved praksis, og hvordan evalueringsforståelser bliver en del af børns selvforståelser – for i skolen belønnes dygtighed. Tests bruges til at bevidstgøre eleverne, så de kan konkurrere med hinanden. De ved i øvrigt udmærket, hvem der er dygtig og hvem der ikke er, læreren ved det også – men alligevel skal testresultater og karakterer offentliggøres og rangordnes. Evalueringer får betydning udover de intenderede hensigter. Elevernes sociale selvforståelse i forhold til begrebet dygtighed bliver at skulle vise læreren, hvor dygtig man er ved deltagelse og håndsoprækning. Dygtighed skal håndteres og forhandles i børnefællesskaberne, således at man er dygtig på den rigtige måde.
Elevernes deltagelse peger på almene og grundlæggende modsætninger i skolen: At skolen er struktureret i fællesskaber, men at der måles, evalueres, differentieres og kategoriseres individuelt. Hun fokuserer på et alternativ hertil – udvidende evaluering – der er nænsom, nærværende og læringsunderstøttende. Når en lærer søger at understøtte elevernes læreprocesser, så anvendes også en bredt funderet viden om eleven, og der vises interesse for eleven, hvilket tilsammen kan skabe nye veje at bevæge sig hen ad.
Inklusionsvejen
At folkeskolen skulle inkludere frem for at ekskludere elever med behov for specialundervisningen, blev cementeret ved vedtagelse af lov om inklusion i 2012. Inklusion kom ikke ud af det blå, men havde været en del af lærernes pædagogfaglige begrebsunivers i et stykke tid. Loven blev vedtaget med henblik på at allokere midler fra specialundervisning til normalundervisningen – dog blev det ikke italesat af daværende undervisningsminister Christine Antorini som en spareøvelse, men som et kompetenceløft af folkeskolen, som ville gavne alle elevers faglighed (Christensen 2012).
I artiklen …men det er jo en helt anden skole! – status på inklusion i skolen i en læringsfokuseret skolepolitik gør forfatterne Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse status over inklusionens betingelser i folkeskolen og særligt lærernes mulighed for at arbejde inkluderende i undervisningssituationer. Forfatterne pointerer, at lærerne er fagligt dygtige, men at de forskellige politisk bestemte rammer for undervisningen konflikter med hinanden og umuliggør inklusionen. I dag har vi en skole, der ikke tager højde for elevernes forskellige deltagelsesbetingelser, som er forudsætningen for, at læreren kan arbejde inkluderende. Deres fokus er udpræget at øge elevernes fagfaglighed – fuldstændig som de har fået besked på, og fuldstændig som loven foreskriver. Det kræver en helt anden skole, hvis folkeskolen skal geares til at varetage inklusionsopgaven.
I lyset af, at der siden 2016 har været en markant stigning i antallet af elever, der får specialundervisning i segregerede tilbud, må man konkludere, at der endnu ikke er skabt rimelige betingelser i normalundervisningen for inklusion.
Ulighedsvejen
Morten Ejrnæs’ artikel Hvad skal lærere og pædagoger vide om livet udenfor skolen? – om sociale problemer og fattigdom samt ulighed og mobilitet stiller det vigtige spørgsmål: Hvordan man kan udvælge og formidle samfundsvidenskabelig viden og undersøgelsesresultater til lærere og pædagoger i skolen, så de kan anvende både teorier og relevante undersøgelsesresultater i deres praktiske arbejde?
Han pointerer, at der er et stort behov for, at lærere og pædagoger besidder en viden, der gør dem i stand til at reflektere over sociale problemer og fattigdom samt ulighed og mobilitet. Disse temaer er netop nu relevante for folkeskolen, fordi der eksisterer fordomme og myter om disse fænomener, som kan føre til både stigmatisering og social eksklusion af grupper af elever.
Han beskriver i artiklen, dels hvordan teorier og samfundsvidenskabelige undersøgelsesresultater ofte har været misvisende og vildledende for praktikere, dels hvordan praksisrelevant teori og forskningsbaseret viden kan tilvejebringes og ikke mindst opgøres således, at oplysningerne er relevante, forståelige og anvendelige for praktikere.
Mens politikerne med deres førte politik øger den sociale ulighed og fattigdom, pålægges det nu lærerne og pædagogerne at løse problemet, det problem som har været aktuelt og italesat i årtier.
En udvej?
Når OECD er så magtfuld en organisation, at den sætter sine alt for tydelige aftryk i den danske folkeskole, og markant påvirker skole- og uddannelsespolitikken her i landet, så bliver det svært at se en udvej. Vi har ledt grundigt efter en vej ud af denne jungle af lovgivning fra 2004 og frem til i dag, hvor 19 ud af 35 forslag til forbedring af folkeskolen er blevet til lov (Sortkær 2015).
Og dog: Et lille lys er der tændt i mørket, idet et nyt forskningsprojekt har set dagens lys. I artiklen Samarbejdet om undervisningens planlægning gives et bud på, hvordan undervisningen i højere grad kan tage højde for elevernes forskellige deltagelsesbetingelser. Som de danske deltagere i det europæiske forskningsprojekt ‘Reaching the hard to reach’ viser Sine Penthin Grumløse, Lotte Hedegaard-Sørensen og Hilde Ulvseth, at man, ved at inddrage eleverne i planlægningen af undervisningen, kan skabe bedre deltagerbetingelser for forskellige elever. Det er et projekt, der gør op med årtiers fokus på test og målinger, og lytter til dem, det egentligt drejer sig om: børnene. Projektet, der stadig er igangværende, har indtil videre vist, at det kræver tillid til eleverne og en fagligt dygtig lærer, der er bevidst om sit didaktiske ansvar, at indføre en ny samarbejdskultur i skolen. Det ser ud til at give både faglige og sociale gevinster, og udbyttet er en undervisning med mere engagerede og deltagende elever, samtidig med at det skærper lærerens blik for elevernes forskellige deltagelsesbetingelser. Det er en understregning af, at folkeskolen bør holde fast i, at lærerne og eleverne mere bevidst skal handle på folkeskolens idealer, som de er formuleret både i formålsparagraffen og i § 18 stk. 4, hvor der tydeligt står:
På hvert klassetrin og i hvert fag samarbejder lærere og pædagoger løbende med den enkelte elev om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt. Elevens arbejde tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærere henholdsvis pædagoger og elever.
Folkeskoleloven § 18 stk. 4
Alle gode kræfter bør sættes ind i kampen for at få folkeskolen tilbage på rette vej, det er jo beskæmmende, at en økonomisk organisation har så afgørende indflydelse på skolepolitikken. Vores nye Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler: “[V]i, og her mener jeg både stat og kommuner, er gået for langt i vores iver efter at styre alting” (Børne- og Undervisningsministeriet, 2019).
Temanummeret afrundes med artiklen Relationer som kontekst for professionsudøvelse, hvor Ole Løw fokuserer på de sociale relationer mellem mennesker professionsudøvere og dem, de har opgaver med. I artiklen præsenteres et triadisk syn på såvel det almen- som specialpædagogiske møde mellem barn og voksen, hvor det væsentlige er, at den voksne på en og samme tid har blik for den voksne, indholdet og barnet/fællesskabet.
God læselyst!
Referencer
Børne- og Undervisningsministeriet (2019): Elementer af folkeskolereformen evalueres i tre nye rapporter
https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/sep/190927-elementer-af-folkeskolereformen-evalueres-i-tre-nye-rapporter
Christensen, Esben (2012): Inklusionsloven vedtaget: Specialbegrebet ændres radikalt. Folkeskolen.dk, 25. april 2012. https://www.folkeskolen.dk/511352/inklusionsloven-vedtaget-specialbegrebet-aendres-radikalt
Folkeskoleloven https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209946
Sortkær, Bent (2015): Fra OECD landereview (2004) til folkeskolereform (2014) – en undersøgelse af OECD’s indflydelse på dansk uddannelsespolitik, DPT nr. 4/2015
UVM (2004): OECD-rapport om grundskolen i Danmark – 2004 http://static.uvm.dk/publikationer/2004/oecd/index.html
