Tilbage i 2002 var ‘Rådet for socialt udsatte’ et nyt råd, sat i verden for at agere talerør for samfundets socialt udsatte og sætte fokus på den samfundsmæssige forståelse af social udsathed. Rådet havde ikke eksisteret længe, førend det blev konfronteret med spørgsmål om, hvordan det anskuede social udsathed som begreb. Således ser vi, at forskellige politiske, organisatoriske såvel som forskningsmæssige arenaer gennem tiden har beskæftiget sig med dilemmaer og spørgsmål, som på forskellig vis søger at indkredse, hvad der forstås ved at være socialt udsat. Det er altså ikke nyt, at et temanummer som dette rejser spørgsmålet om, hvad der kendetegner udsathed som fænomen? Men når vi alligevel vover pelsen og retter blikket mod skolen som kontekst, gør vi det med et formål om at bidrage til, men også udfordre eksisterende viden og forståelser af udsathed som et mærkat, der følger individet – og dermed altså ofte eleven i en skolekontekst.
Denne værenstænkning om udsathed, som noget et konkret individ er eller befinder sig i, knytter oplagt an til begrebets oprindelse i USA, hvor det var forbundet med individer, som ikke kunne deltage i samfundet grundet fattigdom. Den brede forståelse i dag knytter an til individer, der ufrivilligt står udenfor fællesskabet. Fællesnævneren i den brede forståelse er stadig individet som den, der befinder sig i en udsat position. Samtidig er en moderne definition også hæftet op på, at denne position netop ikke er en konstant og permanent størrelse. Positionen vil derfor altid være afhængig af konteksten. Temanummeret har til formål at skabe blik for forbindelser og koblinger mellem positioner som udsat og de kontekstuelle faktorer, som bidrager til, at noget og nogen potentielt bliver sat ud eller befinder sig i udsatte positioner.
Mere konkret var vi således interesserede i at søge bidrag til tidsskriftet, som kunne belyse og udforske, hvad der også kan fortælles om udsathed, ved at inddrage skolens mange og betydningsfulde “andre”. I stedet for at rette blikket entydigt mod eleverne, vil vi forsøge at flytte fokus mod de mange andre aktører i og omkring skolen, som i sagens natur ligeledes kan (be)finde sig i mere eller mindre udsatte positioner; fra læreren, til ledelsen, pædagogerne og forældrene. Vi mener, at det er et relevant og vigtigt perspektiv at udforske, for hvis disse aktører befinder sig i udsatte eller sårbare situationer, vil det påvirke konkrete skolekulturer og de elever, som har deres hverdag her.
Vi ønsker således at belyse og diskutere udsathed som socialt fænomen og stille skarpt på, hvornår, hvordan og hvorfor aktører i og omkring folkeskolen kan opleve sig udsat eller direkte være sat ud, og hvilke betydninger det kan have for aktøren, for eleverne og for skolen som helhed.
Under en sådan bred udforskning af udsathed hører også begreber som konflikter, samarbejdsvanskeligheder, forhold mellem privatliv og skoleliv, ledelsesvanskeligheder, uhensigtsmæssig kommunikation mellem skolens mange forskellige aktører, strukturelle udfordringer, mv. Derfor vil forfatterne, der bidrager til dette temanummer, også anvende forskellige begreber for og beslægtede ord med udsathed.
Udsathed i en social og relationel optik handler om mange forskellige forbindelser mellem skolens aktører, men rækker også ud over blot elever, lærere og ledelse i en skolesammenhæng. Helene Ratner indleder temaet med artiklen En stjålen knallert og kvalitetsindikatorer: Udsathed i skolen som delvist forbundne aktør-netværk og udfolder en forståelse af forholdet mellem udsathed og skolen, forstået som et netværk af både menneskelige, men også tingslige aktører. Gennem to eksempler, som blandt andet involverer en skoleledelses møde med en stjålen knallert og analyser af Undervisningsministeriets operationalisering af udsathed, får vi blik for disse netværk og hvad det gør ved skolen.
Helle Bjerresgaard og Bo Morthorst Rasmussen går i deres artikel Uformel kommunikation – det centrale i skolens tværprofessionelle maskinrum helt tæt på den daglige praksis og undersøger skolens uformelle kommunikations betydning for skolens liv og samarbejdet mellem lærere og pædagoger. I det tværprofessionelle maskinrum finder vi et “kommunikationsflow”, der bevæger sig mellem uformelle og formelle niveauer. Undersøgelsen viser, hvorfor det er vigtigt at forholde sig til vejene for skolens kommunikation. For hvornår og hvorfor opstår der overbelastninger i den uformelle kommunikation, og hvordan kan bevidste “løft” frem og tilbage mellem kommunikationsniveauerne virke som en styrkelse af det tværprofessionelle samarbejde? Forfatterne peger på, at udforskningen af en skoles uformelle kommunikation synes at være nødvendig for skolens udvikling.
Dorte Kousholt udfolder i artiklen Forældreperspektiver på skolevanskeligheder – om udsathed knyttet til konflikter om skolen et blik på udsathed som en størrelse, der er knyttet til komplekse samspil af forskellige betingelser og konflikter i samarbejdet om børns skoleliv. Forfatteren viser, hvordan de første skoleår ser ud til at være forbundet med en høj grad af uforudsigelighed og udfordringer i forhold til at udvikle forældreskab og opbakning til børnenes skoleliv, og bryder således med nogle af de traditionelle forståelser af udsathed. I dette blik bliver håndteringen af og støtten til børns vanskeligheder i skolen helt central, og som forfatteren skriver, bliver det væsentligt, at udsathed kan behandles som noget, der kan ramme alle – og ikke alene kan reduceres til forhold, der har med enkelte børn og/eller deres forældre at gøre.
Simone Pedersen skriver fra et perspektiv som lærervikar i artiklen Verdens bedste job?, hvor hun inviterer os med helt ind i klasserummet og ind i den ubehagelige følelse af at fejle, at føle sig uforberedt og i det hele taget være usikker på, hvad der forventes af en, der aldrig tidligere har sat sine ben i et klasserum. Her præsenteres læseren for udsathed fra et personligt sted, hvor udsatheden knyttes tæt til den konkrete, situerede oplevelse, og samtidig er foranderlig i takt med modsatrettede oplevelser af bekræftelse og anerkendelse, som relationen til eleverne (også) bringer med sig. Udsathed i dette blik bidrager således med en illustration af udsathed som en situeret følelse, der skabes og omskabes i tråd med forventninger, relationelle møder og ny viden.
I artiklen Skolelederen i en udsat position. En psykosocial forståelse får vi gennem en skoleleders fortælling om sine ledelsesopgaver et indblik i, hvorledes en skoleleder erfarer og håndterer ledelsesmæssige krydspres. Karsten Mellon viser i sin analyse, at lederen befinder sig i en udsat position og at denne udsatte position “skubber på en indre konflikt mellem rolle og person, og medfører en ’overlevelsesstrategi’, der viser sig ved en redigeret og reduceret opfattelse af realiteterne.” Med dette bidrag får vi præsenteret, hvordan et psykodynamisk perspektiv kan bidrage til forståelsen af udsathed, og specifikt til forståelsen af en skoleleders håndtering af følelser af afmagt.
Maria Christina Secher Schmidt, Janne Hedegaard Hansen, Charlotte Riis Jensen og Mette Molbæk binder en sløjfe på temaet ved at pege os mod kompleksiteten af inklusionssamarbejdet mellem skolens professionelle og hvilken betydning det kan have for skolens elever. På den måde lander temaet med et fokus på dem, som det i sidste ende handler om: Eleverne. Skal eleven forpligte sig på fællesskabet eller skal fællesskabet forpligte sig på eleven? præsenterer resultater fra forskningsprojektet Approaching Inclusion (AppIn). Gennem analyser af en konkret case viser forfatterne, hvordan lærere, pædagoger og ledelse forhandler forskellige idéer og perspektiver på, hvordan inklusion skal ske for et bestemt barn, og hvordan forhandlingen af strategien influeres af mange, forskelligartede hensyn og dermed bliver ganske vilkårlig.
Uden for tema
I rækken af bidrag, som placeres uden for tema, indleder vi med Finn Wiedemanns artikel Elevcenteret skoleledelse – et magisk ledelseskoncept? Udgangspunktet for artiklen er at belyse, hvordan elevcentreret ledelse fremstår som et nærmest magisk begreb, der aktuelt præger skolefeltet. Med afsæt i den New Zealandske forfatter Viviane Robinsons studier i Elevcenteret ledelse, er Wiedemanns vinkel at træde et skridt tilbage for at forholde sig kritisk og undersøgende til fænomenet. For hvad sker der, når ledelseskoncepter glider ind i skoler og institutioner uden samtidig at være genstand for diskussion og kritisk stillingtagen?
I artiklen Inklusion og læringsmålstyret undervisning. Virker det – eller hvad virker? stiller Mette Bruun og Ninna Braüner skarpt på, hvilken betydning arbejdet med inklusion og læringsmålstyret undervisning har, når man har med inkluderede elever med særlige behov at gøre. Med udgangspunkt i en praksisfortælling viser forfatterne hvordan kontekstafhængige opmærksomhedspunkter er afgørende, dels fordi lærerne oplever at elevernes reaktioner og intentioner bliver tilsidesat, dels fordi læringsmålstyringen virker instrumentalistisk og unaturlig.
Til slut tager Inger Helle-Nielsen i sin artikel Hvordan taler vi om uligheden i skolen? Fra social sortering til social arv fat på et diskurivt skifte, der er sket over de seneste ca. 35 år. Ved at lave to nedslag i hhv. 1979 og 2005 viser hun, hvordan måden at tale om udsatte børn på, er gået fra at tale om “social sortering” som en strukturel problematik til at tale om “social arv” som et individuelt problem. Det betyder, at det i dag er eleverne selv, der får pålagt ansvaret for, om de lykkes i skolen eller om de falder igennem i det danske uddannelsessystem.
Temanummeret er redigeret af Hasse Herold Møller, Lise Toft Henriksen & Stine Rahr Bruzelius