0 varer
0,00 dkk

2016, nr. 4

96,00 dkk

Antal sider: 96

ISBN:
9788792914-347

2016, nr. 4

Tema: Når folkeskolen ikke slår til! - Sommerskoler og turboforløb?

Kan folkeskolens “udsatte” hentes ind ved at tilbyde særlige forløb sideløbende med folkeskolen? Hvem er denne udsatte gruppe egentlig? Og er de udsatte, fordi de ikke når skolens mål – eller fordi skolen ikke når dem?


LEDER: Når folkeskolen ikke slår til

Folkeskolen er folkets skole. Og folkets skole må kunne både rumme, udfordre og forberede folkets børn til videre uddannelse og til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Det er især uddannelsessiden af folkeskolens hele virke der er genstand for politikernes interesse i disse år. Det har betydet at vi siden 1970´erne har haft løbende haft diskussioner om folkeskolens forhold til en særlig gruppe af elever, som ikke besidder eller har udviklet evner, færdighederne eller motivation til at gennemføre endsige i det hele taget at påbegynde en ungdomsuddannelse. Man har i perioder talt om restgruppens børn, andre gange om socialt udsatte børn og senest om elever med særlige behov. Diagnosticeringen af problemet (hvorvidt eleverne fx beskrives som nogle, der mangler evnerne, endnu ikke har udviklet færdigheder eller mangler den grundlæggende motivation) bliver helt afgørende for håndteringen af udfordringerne: Hvad er det for nogle initiativer, der må igangsættes? Hvad er det for pædagogiske tiltag, der kaldes på? Man behøver blot at genkalde sig hele inklusionsdebatten for at indse dette: Skal de udfordrede børn så vidt muligt være i normalklasser, eller bør de indgå i specielle tilbud? Er det didaktikken og skolernes rammer, der er problemet, eller er det først og fremmest manglende evne og lyst hos det enkelte barn?

I kølvandet på det nu afskaffede måltal for inklusion fra 2013, hvor 96 % af alle elever i folkeskolen skulle gå i en normal klasse, ser vi nu en lang række initiativer, der søger at komme problemerne til livs ved supplerende eller kompenserende undervisning – dvs. som noget, der foregår sideløbende med folkeskolens daglige virke – der skal udjævne faglige og sociale forskelle, og som finansieres af private fonde og kilder. Disse tiltag benævnes sommerskoler og turboforløb – og de har navne som DrengeAkademiet, True North og Lær for livet. Der tales om accelereret læring og muligheder for at styrke elevernes faglige niveau med flere læringsår. En ny sprogbrug og en ny forståelse af udfordringerne synes at være etableret.

I relation til de foregående års stærke fokus på inklusion bliver det relevant at diskutere, hvordan og hvorvidt disse kompensatoriske tiltag forbinder sig til forestillingen om en inkluderende skole? Hvem er denne udsatte elevgruppe egentlig? Og er de udsatte, fordi de ikke når skolens mål – eller fordi skolen ikke når dem?

Der er et stærkt behov for en blotlæggelse af den pædagogiske forståelse, som ligger bag disse tiltag. Der er tillige brug for at belyse effekterne: Virker disse intensive forløb faktisk? Er der tale om udvikling af kompetencer, som kommer eleverne til gavn – også når de vender tilbage til folkeskolen? Er der med andre ord tale om langtidsholdbare effekter, som kan fastholdes hele vejen ind i – og igennem – en ungdomsuddannelse?

Vi har indbudt en række skribenter til at give deres besyv med ift. at besvare nogle af disse mange vigtige spørgsmål, som vedrører de problemer, der opstår – og de muligheder som følger – når folkeskolen ikke slår til.

Kort præsentation af artiklerne

Søren Langager beskriver i artiklen “Turbo på drengen – tidens pædagogiske hit” den udvikling, som har ført til, at ”intensive læringsforløb” og ”turboforløb” hører blandt tidens populære emner inden for skole og læring og søger at karakterisere disse tiltag i lyset af bl.a. den nationale inklusionspolitik. Langager er leder af følgeforskningsprojektet til ”Lær for Livet”.

I artiklen ”En kæde er ikke stærkere end det svageste led” kigger Sten Clod Poulsen turboforløbenes selvrapporterede effektmålinger efter i sømmene. Artiklen pointerer en række udfordringer ved i det hele taget at måle læringseffekt, samtidig med at læseren klædes på til selv at være på vagt over for sådanne forsøgsrapporter.

I kommentaren “Hvad kan vi lære af DrengeAkademiet?” søger Jan Kampmann at sætte DrengeAkademiet ind i en pædagogisk sammenhæng, som ellers synes at være fraværende i Løkkefondens beskrivelse af det såkaldte “drengeproblem”. Forfatteren savner analytiske begrundelser for, hvorfor problemet overhovedet er eksisterende: Er det biologiske, kønsmæssige, kulturelle, samfundsmæssige eller familiære betingelser, der skaber dette problem?

Per Fibæk Laursen diskuterer og udfordrer i artiklen “Intet behov for klassespecifik pædagogik“ den pædagogiske antagelse, at bestemte didaktikker hører til bestemte sociale klasser, hvilket som oftest kommer til udtryk i forestillingen om, at børn med ”svag” baggrund enten skal lære gennem praktisk produktion eller gennem boglig røv-til-bænk pædagogik.

I Sten Clod Poulsens andet bidrag ”Overføring af ”Camppædagogik”? Hvad kan bruges?” tager forfatteren udgangspunkt i eksperimenterende læringsforløb – bl.a. Lær for Livet, DrengeAkademiet og Plan B – som alle falder ind under kategorien camp pædagogik og giver et bud på, hvilke elementer fra turboforløbene som måske vil kunne overføres til folkeskolens praksis.

I artiklen ”Når eleverne møder en helt ny verden” betragter Bettina Buch problematikken fra en mere specifik vinkel, idet hun undersøger, hvordan elevernes læsekompetencer kan være med til at afgøre deres succes med en erhvervsfaglig uddannelse. Her argumenteres der for, at en mere målrettet læseindsats i folkeskolen vil hjælpe eleverne godt videre.

Tobias Colling Larsen og Bjørn Hamre analyserer i artiklen ”Inklusion – i spændingsfeltet mellem det pædagogiske og det politiske” de uddannelsespolitiske beskrivelser af og hensigter bag inklusion i folkeskolen. Med et foucauldiansk afsæt ser de nærmere på, hvordan inklusion som samfundsmæssig styringsmekanisme kan være selve årsagen til, at nogle elever falder uden for skolens normalbegreb.

Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse har undersøgt, hvordan de aktuelle tanker om undervisning med målstyring og høj lærerfaglighed ikke rammer alle elever. Artiklen ”Den ekskluderende inklusion” giver eksempler fra deres klasserumsforskning, som viser, hvordan ”den gode undervisning” kan virke ekskluderende for den elevgruppe, som man netop ønsker at inkludere.

Afslutningsvis anmelder Brian Degn Mårtensson bogen ”DrengeAkademiet – Synlig Læring i sprint (2016)”, som får hårde ord med på vejen, fordi den efter anmelderens mening totalt afviser pædagogik som fag og hverken forholder sig kritisk til etik, didaktik eller andet, ”der kunne lede tanken hen på en egentlig pædagogisk refleksion”.

Turbo på drengen – tidens pædagogiske hit
Af Søren Langager

En kæde er ikke stærkere end det svageste led
Af Sten Clod Poulsen

Hvad kan vi lære af ”Drenge-Akademiet”?
Af Jan Kampmann

Intet behov for klassespecifik pædagogik
Af Per Fibæk Laursen

Overføring af ”Camppædagogik”? Hvad kan bruges?
Af Sten Clod Poulsen

Når eleverne møder en helt ny verden
Af Bettina Buch

Inklusion – i spændingsfeltet mellem det pædagogiske og det politiske.
Af Tobias Colling Larsen & Bjørn Hamre

Den ekskluderende inklusion
Af Lotte Hedegaard-Sørensen & Sine Penthin Grumløse

Anmeldelse af Bent Kock Nielsen m.fl.: Drengeakademiet.
Af Brian Degn Mårtensson


Temanummeret redigeret af Bolette Bodeholt, Sisse LaierJonatan Kolding Karnøe og Morten Korf.

96,00 dkk

Antal sider: 96

ISBN:
9788792914-347