I august 2014 var det ikke blot børnene i 0. klasse som havde første skoledag. Det havde ledere, lærere og pædagoger også. Med indførelsen af skolereformen og vedtagelsen af lov nr. 409 var det en ny virkelighed, der skulle påbegyndes. For lærerne betyder ændringerne, at de skal praktisere lærergerningen på en ny måde. For skolelederne betyder ændringerne, at de skal lede på en ny og anderledes måde. Men der er forskelle på, hvordan den enkelte leder forholder sig til denne omstilling. Det er fælles for alle, at det alt for ofte har været en frustrerende proces.

Mange lærere oplever at have mindre tid til forberedelse. Det vanskeliggør ofte, at man kan gennemføre undervisningen på samme måde efter som før reformen og arbejdstids- lov. Det synes vanskeligt at frabede sig de ændrede vilkår – dog til dels afhængig af, hvordan man lokalt mellem lærerkreds og kommune kan lægge fastlægge principper for både undervisning og arbejde. Hvordan skal man forholde sig til forandringen? En mulighed er at følge rådet hos Per Fibæk Laursen: “Hvis man skal overleve som lærer med den faglige stolthed og selvrespekt i behold, er der kun én mulighed: Drop de idealistiske og urealistiske ambitioner.”

For læreren, der finder mening i de tidligere idealer og ambitioner, er det dog en svær proces, en proces, som ikke kan gennemføres over en sommerferie. Læreren må derfor overveje, hvad der skal videreføres fra det gamle, og hvad må opgives. Dette a øder en række dilemmaer: Er det ens eller andres ambitioner for skolen, der skal leves op til? Skal man arbejde i sin fritid for at forberede den ønskede undervisning, eller skal man forsøge at arbejde inden for rammerne og dermed måske gennemføre en ringere forberedt undervisning? I denne limbo vil læreren opleve frustration, som måske først forløses når den enkelte lærer beslutter sig for at gå nye veje. Hvor det for læreren måske tidligere har været motiverende at bruge tid på fagfaglig fordybelse, må man måske undersøge, om man kan identificere andre måder at blive motiveret på.

Igennem flere år har forandringerne i folkeskolen givet øget fokus på teamsamarbejdet. Derfor er det ikke blot spørgsmålet om, hvordan den enkelte medarbejder leder sig selv gennem forandringerne. Teamet spiller en stor rolle og måske bliver det mere betydningsfuldt, hvordan man som kolleger kommunikerer i disse forandringer. At kunne ventilere og få luft for frustrationer letter måske trykket. Men at lette trykket bliver måske ikke kilden til en løsning på årsagen til frustrationerne. I stedet skal man måske se på hvordan teamet i fællesskab kan facilitere og lede sig frem til en løsning.

Måske synes det svært at leve op til egne og andres idealer for den danske folkeskole.

Men måske kan man godt have ambitionen om at man selv og sammen kan lede sig ind i og finde sig til rette i den nye virkelighed. Spørgsmålet er derfor hvordan man skal forholde sig til “at lede – dig og mig og vi to”.

Dette temanummer omhandler denne forandring, som finder sted i det pædagogiske arbejde i folkeskolens dagligdag, og stiller sig spørgende til, hvordan det er muligt at lede sig selv og andre gennem en forandringstid fyldt med frustrationer.

TEMA
I artiklen “Magt og afmagt i uddannelsessystemet – giver det mening at tale om pædagogisk ledelse?” giver Jan Andreasen og Brian Degn Mårtensson gennem et konkurrencestats-perspektiv et bud på hvilke begivenheder, der har været medvirkende til, at vi i dag har en folkeskole, som i højere grad har til formål at uddanne til arbejdsmarkedet, frem for at danne den enkelte. I dette lys spørger de, om der så overhovedet er grund til at tale om pædagogisk ledelse.

Gennem Nelle Krüth Nielsens beretning om og evaluering af “Et år med lov nr. 409!”, får vi et indblik i hvordan denne lov har fået ind ydelse på den enkelte lærers arbejde. Hun beretter om forhold for både lærer, elever og ledelse, der har forandret sig så markant, at man til tider må stille sig tilfreds med meget lidt og til trods for små positive forandringer i hverdagen, er der ikke meget, der kan belønnes med høje karakter.

Til gengæld viser Jonatan Kolding Karnøe i “Kognitiv dissonans i lærergerningen”, at der igennem en reaktualisering af teorien om kognitiv dissonans er mulighed for at finde ny mening og en ny måde at være lærer på, når nu nye rammer ikke stemmer overens med de forventninger, man har til sig selv som lærer. Gennem strategier og nye måder at tænke på får faglighed og idealer nye perspektiver.

I Frank Springs artikel “Ventilering på lærerværelset” reflekterer forfatteren over konstruktiv brug af ventilering af frustrationer, der bygges op i hverdagen. Det er især relevant i en periode hvor folkeskolen er under forandring og intet er, som det plejer at være.

I artiklen “Teamkoordinator som facilitator” giver Ib Ravn indblik i, hvordan teamkoordinator til møder i teamet kan indtage en facilitatorrolle for at teamet samme kan få mere konstruktive og effektive møder, holde fokus og konkludere. Ifølge ham er facilitering et muligt redskab for at få mere tid til det, der er det vigtige: Den pædagogiske og professionelle udvikling.

Helle Hedegaard Heins artikel “Vær typeantropolog i ledelsesarbejdet”, giver et indblik i sit forskningsfelt: Primadonnaledelse. Her præsenteres fire arketyper på en pædagogiske medarbejdere, som alle motiveres forskelligt i deres arbejde. Find dig selv, dine kollegaer, og få en forståelse for, hvad der motiverer. Er du primadonnaen, præstations-tripperen, pragmatikeren eller lønarbejderen?

Under overskriften ”Hvad er formålet? Hvad er målene? Hvad kan det bruges til?” anmelder Thorkild Thejsen to aktuelle bøger om situationen i folkeskolen efter både reformen og de nye arbejdstidsregler. Kontrasterne i disse to bøgers forskningsbaserede fremlæggelser vurderes som voldsomme. Det er ”Folkeskolen efter reformen” og ”DROP ambitionerne og lav en bedre undervisning”.

Fordi disse to bøger er så centrale anmeldes de efterfølgende af to andre debattører: Lejf Moos ”Folkeskolen efter reformen” med titlen ”Anvisninger på målstyring af folkeskolen – en teknologibog” og Egon Clausen ”DROP ambitionerne og lav en bedre undervisning” med titlen ”Lærerne bør generobre magten”.

Gunn Imsen anmelder efterfølgende John Hatties bog ”Visible learning” med titlen ”Hattie-feberen i norsk skolepolitikk”. Hun påpeger, at en bogstavelig brug af Hatties resultater kan være en standardisering af undervisningsmetoderne og påpeger, at
vi trænger til metodisk funderet forskning om, hvad der sker i skolen, men at de skal bruges som oplysning og kritisk korrektiv og ikke som opskrifter. Artiklen efterfølges af konklusionerne på to artikler, en dansk og en norsk, om samme emne.

UDEN FOR TEMA
I Karen Braads artikel ”At være og blive lærer” præsenteres en mindre undersøgelse af nyuddannede læreres møde med skolen, der sammenholdt med tidligere undersøgelser, præsenterer følgende pointer: Læreruddannelsen lider af folkeskoleblindhed! Folkeskolen er præget af jantelov og teorifjendskhed! Samarbejdet mellem folkeskole og læreruddannelse er helt utilstrækkeligt. Forfatterens svar herpå er en skolebaseret tilrettelæggelse af bachelorprojekterne.

Ildsjælen Anna Kanafani er blevet 80 år. Gunvor Bjerre hylder hendes store og mangeårige arbejde blandt palæstinensiske børn med artiklen ”Børnene er vores fremtid”. Anna har flere gang skrevet i dette tidsskrift, helt fra 1960’erne, hvor hun bl.a. kritiserede skolebøgers omtale af Israel-Palæstina konflikten, særligt de nedværdigende omtaler af palæstinensiske børn.