Omtrent med de fire ord tog dette nummer af UP sin begyndelse. Men mod hvad er dette opråb rettet? Det er rettet mod det man kunne kalde ’Vor lærdoms bygninger’ – det vil i denne sammenhæng sige daginstitutioner, folkeskoler, gymnasier og universiteter – og de tendenser der er blevet stadigt mere populære og selvfølgelige de senere år, når der skal bygges nyt eller bygges om. Tendenser, hvor begreber som eksempelvis ’åbenhed’, ’gennemsigtighed’ og ’fleksibilitet’ nærmest per automatik ledsages af positive billeder om demokrati og dannelsen af morgendagens selvstændige, omstillingsparate og innovative borgere.
Det er svært at erklære sig andet end enig, hvis det nu også var så lige til – hvem vil ikke gerne have fx ’åbenhed’ og ’demokrati’? Spørgsmålet er dog, om der med den gældende arkitektur ikke også kan spores andre – måske uventede – dagordner og præmisser for det at skulle agere, både som barn/elev/studerende og som professionel? Det er spørgsmål som disse, der stilles skarpt på i dette temanummer.
På stort set alle uddannelsesniveauer spores p.t. politisk en ambition om at udvikle landets ungdom til intet mindre end innovative, kreative, undervisningsparate alsidigt udviklede, motiverede og stortrivende entreprenører. Men indenfor hvilke fysiske rammer skal disse visioner realiseres? Hvis vi hæfter os ved ord som netop ’innovation’ og ’entreprenørskab’, kan det fornemmes hvordan der har sneget sig et nyt vokabular ind i uddannelsessproget, som mere leder tankerne hen på forretningslivet end på livet i skolen. Og hvad sker der egentlig, når fællesrummets fleksibilitet mest af alt kommer til at minde om et åbent kontorlandskab? Og ydermere: Hvad siger hele denne tankegang om de skred, der er sket i de måder hvorpå vi i dag tænker ’elever’, ’viden’ og læring’ på. Både i folkeskolen, men også hvis vi ser på uddannelsesfeltet generelt?
Det er ikke til at slippe udenom, at tendenserne indenfor for arkitektur og pædagogik er tæt forbundet. De nye bygninger, tilbygninger og ombygninger står med andre ord ikke alene. De forvaltes pædagogisk. Og i dette møde mellem bygning og tidens pædagogik opstår et mulighedsrum; et mulighedsrum, som appellerer mere til nogen end til andre. Mere ”poppet” sagt, handler det om hvordan arkitekturen (u)muliggør bestemte typer af adfærd. Som det vil blive udfoldet i dette temanummer, synes arkitekturen tidligere klart og tydeligt at signalere, hvilken adfærd der var mulig, og dermed tilladt – og hvilken der i hvert fald ikke var det. Der var indlagt så stram en disciplin i de lange brede gange, at det ikke var muligt at gøre andet end hvad bygningen – stærkt flankeret af den allestedsnærværende lærer – opfordrede til. Men hvad så med i dag, hvor de store åbne uddannelsesinstitutioner med differentierede læringslandskaber bestående hovedsageligt af glasfacader er kommet til? Her er det ikke længere givet, hvad der er tilladt adfærd. Hvilken adfærd, der er tilladt, eller måske snarere passende, etableres nogen steder fra situation til situation, igennem de valg som, elever/studerende og deres undervisere træffer og den brug de gør af det område de nu en gang er i. På den måde, er der indlagt et vist spillerum for mulig ageren, i arkitekturen, som det er op til den enkelte at forvalte. Midt i dette spillerum, kan det så måske synes noget paradoksalt, at der er uddannelsesinstitutioner, der, som det illustreres sidst i denne leder, gør brug af såkaldte ”adfærdssedler”, som sort på hvidt beskriver hvad det er for en (usynlig) adfærd som alligevel forventes når man befinder sig i rummet. Og ligesådan, når alle 1.års-elever – og nyansatte lærere – på en gymnasieårgang, skal ”pottetrænes” i hvordan de bør opføre sig og kommunikere i gymnasiets respektive rum (se artiklen Skole i glas i dette temanummer ) – for det giver nemlig ikke længere sig selv.
I dette nummer af UP diskuteres arkitektur og rum, i forhold til hvad det ”gør” ved og med børn, elever, studerende, lærere, pædagoger, rektorer, pædagogisk praksis og meget mere. Der kigges både til fortiden, nutiden og (forestillinger om) fremtiden, for at begribe hvad det er for mulighedsbetingelser arkitekturen sætter op for de personer og de praksisser der udspiller sig indenfor de (ud)dannelsesinstitutioner, som vi og kommende generationer bruger en stadig større del af vores tid indenfor. Det er dog ikke kun den undersøgende og beskrivende vinkel, der har vores interesse. Dybest set udtrykker vi med dette temanummer lige dele forundring og bekymring over, hvad det er for unge mennesker vi får formet med den nye byggestil i glas, og ikke mindst, hvad det er for arbejdsforhold evigt eksponerede professionelle må agere i. Hvad sker der med trivsel, velvære, privathed/personlighed i livet i disse institutioner?
Tænk over det!
Præsentation af de enkelte artikler
I et temanummer, hvor kritiske refleksioner over tendenser i nutidens institutionsbyggeri, udgør den røde tråd, starter vi med at hente værdifuld indsigt fra fortiden. I den første artikel ”Diciplinering i skolearkitekturen gennem 100 år”, stiller Christina Alice Breinbjerg og Claus Munch Drejer skarpt på, hvordan folkeskolens fysiske rammer, gennem tiden, har virket disciplinerende i forhold til skabelsen af eleven. Der tages udgangspunkt i fire historisk nedslag, som hver især fortæller sin historie om, hvordan eleven, op til omkring årtusindskiftet, er blevet disciplineret gennem skolearkitekturen.
Herefter følger artiklen ”Skolen er og bliver samfundets rugekasse”. På baggrund af et interview med Inge Mette Kirkeby, diskuterer artiklen en række af de mere nutidige tendenser i, især skolebyggeri. Blandt andet, spørges der til relationen mellem arkitektur og pædagogik, og til hvem der ”bestemmer”, når der skal bygges nyt eller bygges om. Der peges på faren ved, at begreber som ’åbenhed’ og transparens’ automatisk oversættes til glas, men der bliver også plads til at komme med gode råd og håb for nutidens såvel som fremtidens byggeri til elever.
I artiklen ”Store daginstitutioner og deres betydning for den pædagogiske dagligdag”, sætter Sissel Brandi-Hansen og Marie Gammelby fokus på tendensen med at bygge stort, når nye daginstitutioner bliver til. Nærmere bestemt, afdækker artiklen, hvilken betydning disse nye store daginstitutioner har, både for de mulighedsbetingelser der opstilles for den pædagogiske praksis og, som en konsekvens af dette, også for børnenes udfoldelsesmuligheder.
Fra daginstitutionen og skolen rettes der fokus mod gymnasiebyggeri. I den første af to artikler af Eva Bertelsen, ”Aktuelle pædagogiske forestillinger om Fremtidens skolebyggeri”. Tilblivelsen af Ørestad Gymnasium bruges som case til at vise, hvordan det at etablere et gymnasium, ikke bare er et kommunalt, lokalt fænomen, tværtimod, demonstrerer artiklen hvordan tanker formuleret af UNESCO og OECD omkring fremtiden, er en væsentlig del af grundlaget for Ørestad Gymnasium. Hermed vises en forbindelse mellem transnationale og kommunale stærke billeder af fremtid, rum og læring.
Dernæst kommer så artiklen ”Skole i glas – nyt skolebyggeri og glassets positionsafhængige virkemåder”. Her viser Eva Bertelsen, hvordan denne ”fremtidsorienterede” byggestil med glas og transparens, som kendetegner Ørestad Gymnasium, virker og opleves af dem der bevæger i bygningen til hverdag. Med afsæt i tre forskellige positioner – rektor, lærerne og eleverne – demonstrerer artiklen, hvordan glas ikke i sig selv bærer tegn på fx demokrati, fællesskab eller lignende. Glas er derimod et materiale, som fleksibelt former sig alt efter hvilken deltagerposition, det tilgås fra.
Henrik Reeh undersøger i artiklen ”Velkommen tilbage”. Skolerum og modtagelsesceremoni på tre københavnske gymnasier”, hvordan den samme begivenhed, foregår vidt forskeligt på tre gymnasier. Begivenheden i centrum, er modtagelsen af eleverne efter sommerferien, i den festsal som alle tre gymnasierne råder over. Udover, at der, gennem udførlige beskrivelser af disse festsales udformning, gives et indblik i arkitekturens udvikling, da gymnasierne er bygget i forskellige perioder, har artiklen et andet centralt ærinde. At vise, at rum som disse måske umiddelbart inviterer til bestemte former for ceremonier, men hvordan ceremonierne, og dermed rummene, forvaltes, i høj grad afhænger af, hvordan ledelsen, lærerne og eleverne forvalter det spillerum som arkitekturen dog stiller op.
Med Andrea Gregersens artikel ”Universitetet anno 2014 – form, formål, betydning” er temanummeret nået til universitetsbyggeriet, nærmere bestemt KUA2. I artiklen peges der på hvordan bygningen vidner om nogle ændrede opfattelser af kultur og viden, som skriver sig ind i en bredere tendens indenfor uddannelsestænkningen. Herudover tydeliggøres det hvordan de tanker og forestillinger der ligger bag bygningen, har betydning for hvordan det er muligt at handle, og være studerende, i bygningen.
Temanummeret rundes af med artiklen ”Transparens – et essay”, af Steen Neeper Larsen. Artiklen er en (k)ærlig kursiveren over de tanker omkring den transparens, som, i forskellige afskygninger, har været et gennemgående opmærksomhedspunkt for, de fleste at artiklerne. Med eksempler fra filosofien, videnskaben, pædagogikken og arkitekturen italesættes den tvetydighed der ligger i begrebet transparens.
Uden for tema
I en superaktuel artikel ”Mellemrummets potentialitet – genopfindelser af folkeskolen efter reformen” beskriver Justine Grønbæk Pors de meget store forandringer, der lige nu omskaber hvad folkeskole og skoleledelse er.
