Mere folkeskole i læreruddannelsen eller mere læreruddannelse i folkeskolen?
Bedre kobling mellem teori og praksis skal forhindre frafald på læreruddannelsen – men hvad hvis ønsket om “mere folkeskole i læreruddannelsen” i praksis betyder øget akademisering af praksis? UP’s temanummer 3/2017 stiller skarpt på ambitionen om at få mere folkeskole i læreruddannelsen.
Slogannet “Mere folkeskole i læreruddannelsen!” var et af nøgleformuleringerne, da den nye læreruddannelse i 2013 blev sat i søen. Praktikfaget blev reformeret og der blev lagt op til et opgør med den gængse opfattelse af, at teori kun findes på uddannelsesstederne og praksis kun på skolerne. Hver praktikperiode skulle efter reformen afsluttes med en kompetencemålsprøve, der skulle koble teori og praksis tættere og bedre. Men helt så enkelt er det nu ikke gået.
I UP’s temanummer 3/2017 forklarer Mette Berg i artiklen ”Praktisk teori eller teoretisk praksis – En undersøgelse af teori- og praksisforståelser i læreruddannelsens praktik” på baggrund af sit kandidatspeciale, hvorfor ambitionen om en bedre kobling mellem teori og praksis fejler og ender der, hvor de studerende teoretiserer i en sådan grad, at den teoretiske analyse bliver deres eneste kobling til undervisningserfaringen. Teorien har sneget sig ind af bagdøren og ambitionen har slået fejl.
Komptetencemålsprøven lukker underviserne ude
Kompetencemålsprøven står også for skud i en anden af temanummerets artikler, som er et interview med en læreruddanner og en praktiklærer. Her kommer det frem, at begge parter føler sig afkoblet kompetencemålsprøven; læreruddanneren er afkoblet, fordi hun ikke deltager i de studerendes undervisnings- og refleksionsrum, og praktiklæreren afkobles, fordi prøvens fokus er teori og ikke de studerendes praktiske undervisningskompetencer.
Praktiklærere eller asfalt?
I artiklen ”Haves: Praktiklærere – Ønskes: Uddannede praktiklærere” fortæller Birthe Boas i et interview, at de studerende kun kan få det optimale ud af deres praktikperioder og lære konkrete klasseledelses- og relationskompetencer, hvis de får den optimale vejledning af deres praktiklærere.
Men her tårner sig udfordringerne sig op; med 1997-loven blev en bevilling til at uddanne praktiklærere på 400 mio kr. placeret som en del af bloktilskuddet. Dette betyder i realiteten, at kommunerne selv må vælge, om de vil uddanne praktiklærere eller asfaltere veje for pengene. De ikke-øremærkede penge finder sjældent frem til praktiklærerenes videreuddannelse. Et andet problem, er at professionshøjskolerne og kommunerne har lavet en fælles målsætning om, at hver folkeskole skal have mindst én praktiklæreruddannet. Så er barren sat ganske lavt.
UP’s temanummer slår en række problematikker an omkring praktikken i læreruddannelsen og byder også på artikler, der sammenligner den danske læreruddannelse med den norske og finske, der begge er 5-årige kandidatuddannelser. For kan det være en ide at akademisere læreruddannelsen, som det er tilfældet i vores nordiske søsterlande?
Gode læringsfællesskaber og lektier der (ikke) batter
I temannummeret bringes også to artikler uden for nummer. Artiklen ”Forståelser og handlemuligheder i ledelse af læringsfællesskaber” af Gry Tybjerg undersøger, hvordan eleverne kan blive medskabere af deres læringssituation og hvordan en fælles strukturering af læringsfællesskabet kan invitere til deltagelse.
Artiklen “Gør lektier og faglig fordybelse nogen forskel for elevernes læring?” af Birgitte Hedeskov, Katrine Søbæk Jagd, Rikke Anton og Annette Søndergaard Gregersen pointerer, at lektiehjælp og faglig fordybelse ikke nødvendigvis skaber rum for andet og mere end de gammeldags lektier. Skolerne må nytænke og reflektere over, hvordan lektiehjælp og faglig fordybelse reelt kan øge elevernes udbytte, så dette tiltag ikke bliver til traditionelle hjemmelektier, der blot udføres i skolen.
UP 3/2017 “Mere folkeskole i læreruddannelsen? Mere læreruddannelse i folkeskolen?” er udkommet i oktober 2017 og kan købes her
