0 varer
0,00 dkk

Kriterier for at fagfællebedømme artikler

Hovedkriteriet for at artiklen udvælges til publicering er, at den behandler en væsentlig pædagogisk problematik og samtidig er af høj faglig og videnskabelig kvalitet. Alle videnskabelige og tværvidenskabelige tilgange, der er relevante for forståelsen af pædagogiske problemer, temaer og fænomener, hilses velkomne.

Bedømmere skal  holde følgende punkter for øje i deres vurdering af artiklerne:


Målgruppe og læsevenlighed

UP’s hensigt er både at henvende sig til forskningsverdenen, undervisere og studerende på læreruddannelsen, interesserede fagfolk i de pædagogiske praksisfelter og i øvrigt almindeligt interesserede. Tidsskriftet lægger derfor vægt på, at også fagfællebedømte artikler formidles i et klart og læsevenligt sprog. Bedømmere bedes derfor vurdere om artiklen er velformidlet.


Problem, anliggende og formål

Artiklens problem, anliggende og/eller formål skal fremstilles tydeligt, være velbegrundet og afgrænset ved hjælp af faglige vinkler. Her bør der stræbes efter at kombinere præcis iagttagelse af en problematik med skarpe analytiske begreber og former for kritiske eller kritisk-konstruktive bidrag.


Teoretisk og empirisk grundlag

Artiklen bør angive grundlaget for artiklens analyser og fortolkninger, så det tydeligt fremgår, hvilket materiale eller stof (teoretisk som empirisk) der er genstand for analyse og fortolkning – f.eks. empirisk observations- eller interviewmateriale, historiske kilder, pædagogiske/sociologiske teorier og strømninger, statistik, fagbeskrivelser og andre dokumenter af forskellig art. Desuden bør det fremgå, hvordan analysen og fortolkningen iværksættes ved hjælp af begreber og teoretiske betragtninger. Metodiske, metodologiske og erkendelsesmæssige overvejelser kan indgå.


Anden forskning

Artikler bør vise kendskab til anden relevant forskning samt aktuelle diskussioner indenfor det pågældende felt.


Konklusioner

Konklusioner bør foretages på grundlag af den frembragte analyse og fortolkning. Konklusioner bør i øvrigt være en velargumenteret visning af, hvilke nye former for forståelse eller spørgsmål, artiklens indsigter har frembragt.


Etik

Alle forfattere skal tage ansvar for en etisk behandling af det formidlede materiale, for eksempel – men ikke udelukkende – ved at sørge for anonymisering i de tilfælde, hvor det er relevant.


Referencer

Antallet af referencer bør ikke overdrives, men skal være relevante og informative og ikke have karakter af ”name-dropping”.

Send til en ven