1 vare
96,00 dkk

2020 nr. 4

125,00 dkk

Antal sider: 110

ISBN:
97788792914620

2020 nr. 4

Tema: Fantasi
LEDER

Fantasi er ikke bare den unikke menneskelige evne til at forestille sig det, som ikke er, og dermed kilden til al opfindelse og innovation; i sin formentlig mest transformative og inspirerende kapacitet er fantasien den kraft, der gør os i stand til at føle empati med mennesker, hvis erfaringer vi aldrig har delt.

En af de største formative erfaringer i mit liv går forud for Harry Potter, selvom den har påvirket meget af det, jeg efterfølgende skrev i de bøger. Åbenbaringen kom i form af et af mine første jobs. Selvom jeg i frokostpauserne sivede ud for at skrive historier, så tjente jeg, da jeg var i begyndelsen af tyverne, til huslejen ved at arbejde i afdelingen for afrikansk research i Amnesty Internationals hovedkontor i London.

Der sad jeg på mit lille kontor og læste hastigt nedskrevne breve, smuglet ud af totalitære stater af mænd og kvinder, som risikerede fængsling for at fortælle den omgivende verden, hvad de blev udsat for. Jeg så på fotografier af dem, som var forsvundet sporløst, sendt til Amnesty af deres fortvivlede familier og venner. Jeg læste vidneudsagn fra torturofre og så fotos af deres skader. Jeg åbnede håndskrevne øjenvidneberetninger om summariske retssager og henrettelser, om kidnapninger og voldtægter.

Mange af mine kolleger var tidligere politiske fanger, folk, som var blevet fordrevet fra deres hjem eller var flygtet eller gået i eksil, fordi de havde været dristige nok til at tale deres regeringer imod. Blandt dem, der besøgte vores kontorer, var folk, som kom for at give os information eller finde ud af, hvad der var sket med dem, de havde efterladt derhjemme.

Jeg vil aldrig glemme det afrikanske torturoffer, en ung mand ikke ældre end jeg selv på det tidspunkt, som var blevet psykisk syg af det, han havde været igennem i sit hjemland. Han rystede ukontrollabelt, mens han talte ind i et videokamera om den brutalitet, han var blevet udsat for. Han var et hoved højere end mig og forekom skrøbelig som et barn. Jeg fik til opgave at følge ham tilbage til metrostationen bagefter, og denne mand, hvis liv var blevet knust af ondskab, tog min hånd med udsøgt høflighed og ønskede mig en lykkelig fremtid.

Så længe jeg lever, vil jeg huske, dengang jeg kom gående ned ad en tom gang og pludselig bag en lukket dør hørte et skrig af smerte og rædsel, som jeg aldrig siden har hørt mage til. Døren gik op, og en researcher stak hovedet ud og bad mig løbe hen og lave en varm drik til den unge mand, som sad inde hos hende. Hun havde lige været nødt til at overbringe ham nyheden om, at hans mor var blevet pågrebet og henrettet – som hævn for hans direkte kritik af sit lands regime.

Hver eneste arbejdsdag, da jeg var i starten af tyverne, blev jeg mindet om, hvor utroligt heldig jeg var at bo i et land med en demokratisk valgt regering, hvor juridisk repræsentation og en offentlig retssag var en rettighed for alle.

Hver dag så jeg nye beviser på de grusomheder, nogle mennesker er villige til at udsætte deres medmennesker for i deres higen efter at opnå eller bevare magten. Jeg begyndte at få mareridt, bogstavelige mareridt, om nogle af de ting, jeg så, hørte og læste.

Alligevel lærte jeg hos Amnesty International mere om menneskelig godhed, end jeg nogensinde før havde kendt til. Amnesty mobiliserer tusindvis af mennesker, som aldrig selv er blevet tortureret eller fængslet på grund af deres holdninger, til at handle på vegne af dem, som er. Når den menneskelige empatis kraft leder til kollektiv handling, bliver der reddet liv og løsladt fanger. Helt almindelige mennesker, hvis personlige velfærd og sikkerhed er garanteret, samles i stort tal om at redde mennesker, de ikke kender og aldrig vil møde. Min beskedne deltagelse i den proces gjorde mig både ydmyg og var en af mit livs mest inspirerende erfaringer.

Som de eneste skabninger på denne planet er mennesker i stand til at lære og forstå uden selv at have erfaret. De kan sætte sig selv i andre menneskers sted.

Dette er selvfølgelig en egenskab, der – lige som min version af fiktiv magi – er moralsk neutral. Man kan bruge den til at manipulere eller kontrollere, eller man kan bruge den til at forstå og sympatisere.

Og mange foretrækker ikke at bruge deres fantasi overhovedet. De vælger at forblive inden for de trygge rammer af deres egne erfaringer, uden nogensinde at ulejlige sig med at spekulere over, hvordan det ville føles at være blevet født anderledes, end de selv er. De kan nægte at høre skrig eller kigge ind i bure; de kan lukke deres sind og hjerter for enhver lidelse, som ikke berører dem personligt; de kan nægte at vide noget.

Jeg kunne fristes til at misunde mennesker, som kan leve på den måde, men jeg tror ikke, de har færre mareridt end jeg. Når man vælger at leve i snævre rum, får man en form for mental agorafobi, og det medfører sine egne rædsler. Jeg tror, de bevidst fantasiforladte ser flere monstre. De er ofte mere bange.

Og de, som vælger ikke at nære empati, muliggør virkelige monstre. For selv uden nogensinde selv at udføre en ond gerning kan man medvirke til den gennem sin apati.

En af de mange ting, jeg lærte for enden af den klassisk–gang, som jeg vovede mig ned ad i en alder af atten år på jagt efter noget, jeg dengang ikke kunne sætte ord på, var dette, skrevet af den græske forfatter Plutarch: „Hvad vi opnår i det indre, vil ændre den ydre virkelighed“.

Fantasiens store betydning (uddrag)
Af J.K Rowlings

Fantasiens rolle i børnehave og skole
Af Stig Brostrøm

Al magt til fantasien version 2.0
Af Steen Nepper Larsen

Kun fantasien sætter grænser. Kunsten at se verden på ny
Af Kjeld Fredens

Fantasi i et fænomenologisk perspektiv – kan men skelne mellem åndløs og åndfuld fantasi?
Af Finn Thorbjørn Hansen

Fantasi og psykologisk vækst: Et psykodynamisk perspektiv på fantasiensbetydning for børn og unge
Af Thomas Gitz-Johansen

Kreative kulturer og fantasi som fælles forehavende – udpluk fra Tænkepausen “Fantasi”
Af Andreas Lieberoth

Fantasi i undervisningen
Af Annelise Dahlbæk

Det at forestille sig – en samarbejdspartner
Af Henrik Bjørnemose Andersen

Fantasi og formålsparagraffen
Af Trine Ankerstjerne

At læse børnelitteratur igennem fantasien
Af Amalie Skjerning Hübertz

Hvordan lære mindre og mindre – En undersøgelse af kreativitet i skolen
Af Hilde Østby

NOTABENE: Forskning med politik – tanker ved læsning af en ny rapport
Af Leif Moos

Boganmeldelse af “The Purposes of Education” af John Hattie og Steen Nepper Larsen
Af Kirsten Hyldgaard

Boganmeldelse af “Fantasi” af Andreas Lieberoth
Af Annelise Dahlbæk

Boganmeldelse af “Motivation. I klasseledelse, relationer og didaktik” af Torben Nørregaard Rasmussen og Anne Søndberg
Af Ove Christensen

125,00 dkk

Antal sider: 110

ISBN:
97788792914620