1 vare
96,00 dkk

2018, nr. 3

125,00 dkk

Antal sider: 96

ISBN:
978-87-92914-453

2018, nr. 3

Tema: Når skolen skal forebygge radikalisering - subjektiveringsprocesser og demokratisk dannelse
LEDER: Når skolen skal forebygge radikalisering - subjektiveringsprocesser og demokratisk dannelse

Vi skal insistere på retten til at leve et frit liv, men vi må erkende, at frihed og sikkerhed ikke kommer af sig selv. Det er noget, vi skal kæmpe for og beskytte.

[…]

Først og fremmest skal vi gennem gode dagtilbud, skoler og uddannelser sikre os, at børn og unge udvikler demokratiske, kritiske og sociale kompetencer, så de kan bidrage til samfundets fortsatte positive udvikling.

National handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering, 2016: 3

Folkeskolen skal være med til at forebygge radikalisering og dermed bidrage til kampen for frihed og sikkerhed. Det har regeringen slået fast i tre på hinanden følgende handlingsplaner (2009, 2014 og 2016). I handlingsplanerne er forebyggelsen knyttet til skolens dannelse af eleverne til demokrati og medborgerskab, som nok er en opgave, folkeskolen har haft siden skolereformen i 1975, men nu ifølge handlingsplanerne skal udmøntes ved, at skolen overfører bestemte individuelle kompetencer til eleverne. I dette temanummer sætter vi fokus på skolens mulighed for at løfte forebyggelsesopgaven, men også på, hvad der sker med skolen, dannelsen og læringen, når en sikkerhedsdagsorden hersker? Hvordan ser det ud fra professionens side, hvilke udfordringer og dilemmaer møder lærere og andre fagprofessionelle i denne opgave, og hvordan harmonerer det med andre opgaver, som skolen og dennes professionelle også skal varetage?

Hvis skolens raison d’etre er ”at skulle virke”, og målet med skolen alene er at skabe de bedste præstationer, at ”udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan”, som det hedder i 2013-reformen, så passer forebyggelsen i handlingsplanens ånd måske udmærket ind. Der er blot tale om flere kompetencer, som skolen skal udstyre de enkelte elever med. For at sikre de demokratiske, kritiske og sociale kompetencer, er der da også som en del af handlingsplanen skrevet nye mål direkte ind i de fælles mål, som bestemmer det faglige indhold i folkeskolens fag. På den måde kan handlingsplanen også ses som et bud fra politisk side på, hvad der kendetegner den demokratiske borger i det 21. århundrede. Hvordan skolen skal kunne garantere en bestemt borger med bestemte kompetencer, melder handlingsplanen ikke noget om, men der er jo aktuelt mange anvisninger i omløb på, hvordan undervisning kan komme til at virke. For eksempel de såkaldte 21st Century Learning Skills, der på en let og overskuelige måde, kan vejlede os i, hvordan vi optimerer både praksis, undervisning og eleverne i skolen, således at vi som samfund får det bedste ”output”.

Skole og uddannelse alene forstået som noget ”der skal virke” og skabe et bestemt ”output”, kalder uddannelsesforskeren Gert Biesta dog for en kraftig kompleksitetsreduktion. Ifølge ham skal skolen også og måske især danne rammen om elevernes bliven til som subjekter, som handlende og ansvarlige mennesker. Og det er ifølge ham ikke foreneligt med nogen form for sikkerhed – der gives ikke nogen sikkerhed for, at man kan udvikle en bestemt type borgere – det beror tværtimod på det, han kalder ”den smukke risiko”. Han citerer den irske digter W.B. Yeats for at sige om uddannelse, at det ikke handler om ”at fylde en spand, men at tænde en brand”. For hvis det kun gælder om at fylde spanden (input), kunne man forestille sig, at skole og uddannelse bliver reduceret til at bygge det pæneste sandslot – hvor man med et snuptag kan vende spanden om, og se på den pæne form (output). Så hvis skole og uddannelse alene er tænkt ud fra ræsonnementet ”hvordan kan vi optimere praksis”, bliver det svært at se, hvad der skulle antænde branden i form af elevernes engagement.

Tilblivelsen af handlekraftige og ansvarlige subjekter kalder i stedet på, at der er noget på spil for eleverne, og at der er gode betingelser for, at deres engagement kan komme til udtryk. I skolen i dag er der emneuger og undervisningsforløb, der sigter på at danne til demokrati, og elevråd og lejlighedsvise afstemninger i klassen, der sigter mod at give demokratiske erfaringer. Men der er begrænset opmærksomhed på den politiske subjektivering, som umærkeligt finder sted i skolehverdagen, hvor der ikke står demokrati på ugeplanen. Politisk subjektivering finder sted under alle omstændigheder, men hvis læreren og skolen blot lader stå til, kan det være, at nogen kommer til at se sig selv som ”modborger” fremfor medborger, eller bare som én, der ikke mener at have noget at bidrage med eller at have noget ansvar. Hvis skolen og lærerne derimod vil spille på denne bane og påvirke den politiske subjektivering for at give gode betingelser for handlekraft og ansvarlighed, må man give eleverne erfaringer med at deltage, gøre sig gældende og få gennemslagskraft. Det interessante her er, hvad man lærer om sig selv i skolen, og hvilken opfattelse man på den baggrund får af sine egne deltagelsesmuligheder og sit eget ansvar.

Flere af artiklerne i temaet beskæftiger sig hermed og giver deres bud på, hvad der i skolen gives af både intenderede og ikke-intenderede lektioner i, hvordan man kan se sig selv som politisk aktør. Processer, der omfatter andengørelse, farveblindhed, tabuisering og dæmonisering, analyseres – tilligemed det, som processerne kan afføde, fx skolevrede. Der gives ingen hurtige løsninger, og der er en anerkendelse af, at lærere og andre fagprofessionelle må agere i dilemmaer og udfordringer, som ikke har nemme svar. Disse dilemmaer og udfordringer er dog så meget desto vigtigere at adressere, så elever ikke bliver overladt til selv at manøvrere i politiske minefelter.

I temaet rettes blikket også mod arenaer udenfor skolen, hvor eleverne ligeledes lever deres liv – de sociale medier, gaden, lokalområdet mv. For hvordan dannes og danner eleverne sig i og på tværs af disse arenaer, hvilke rammer gives hér for elevernes politiske subjektivering, og deres måde at forstå sig selv som aktører på? Aktuelle politiske tiltag for demokratisk dannelse – i vuggestuer og på friskoler – får også kommentarer med på vejen. Ikke kun for at vise, at demokratiseringsbestræbelserne kan tage absurde drejninger, men i lige så høj grad for at forstå, hvilke diskurser der hersker, og hvordan de rent faktisk påvirker feltet og potentielt også skolens elever og lærere. Endelig rummer temaet også overordnede filosofiske overvejelser over sikkerhed, demokrati og medborgerskab – om skolen som tilpasningsprojekt og forholdemåder til medborgerskab.

Med denne brogede buket af tilgange har vi som ambition at skabe refleksion over professionens ansvar og muligheder i forhold til den demokratiske dannelse i og med tidens udfordringer blandt lærere, skoleledere, lærerstuderende og andre, der har deres virke i og omkring skolen. Vi håber altså, at de mange bidrag kan gøre os lidt klogere på sagen og give inspiration til at undersøge processer, relationer og mekanismer, som foregår i en skole, der er udspændt mellem på den ene side en sikkerhedsdagsorden, som inviterer til at forstå demokrati som bestemte kompetencer, og på den anden side et dannelsesprojekt, der handler om børn og unges tilblivelsesprocesser og ideelt handler om at ”tænde en brand” med alle de risici og muligheder, der heraf følger.

Dette temanummer har således et bredere sigte end blot at behandle spørgsmålet om ’forebyggelse af radikalisering’, da vi hverken vil bygge sandslotte eller slukke brande i optimeringsrationalets navn. Derimod håber vi at kunne appellere til alle, der er optaget af, hvordan skolen kan bidrage til, at eleverne kan og vil tage del i udviklingen af et retfærdigt og inkluderende samfund. Dét er en brand, der er værd at antænde.

Temanummeret består af ni artikler og kommentarer, der hver især oplyser et lille område af spørgsmålet om skolens opgave i forebyggelse af radikalisering:

Sune Qvotrup Jensen og Jeppe Fuglsang Larsen belyser i ”Er det terrorist, de vil have, så skal jeg give dem en terrorist – om skoleliv, andengørelseserfaringer og radikaliseringsprocesser” en ung mands radikaliseringsproces med udgangspunkt i dennes erfaring med andengørelse fra andre elever og skolens side. Artiklen afdækker et reelt dilemma for skolens fagprofessionelle, for hvordan kan skolen undgå at andetgøre og dermed potentielt skubbe på radikaliseringsprocesser og samtidig tage eventuelle tegn på radikalisering alvorligt og gribe ind i tide?

Helle Rabøl Hansen undersøger i ”Exit skole – Entré bande” betydningen af manglende tilhørsforhold for børn og unges skolegang og for den tiltrækning, som fællesskaber udenfor skolen udgør. Der anlægges et læringsteoretisk og et kriminologisk perspektiv i forhold til nogle unge drenges forskellige former for tilknytning i de forskellige sammenhænge, de færdes i. Det ser ud til, at skolen har afgørende betydning for dårlige spiraler og der argumenteres for, at skolen skal indtænkes som en mere central lokation for kriminalpræventive indsatser end hidtil.

Sigga Engsbro undersøger i sin artikel: ”Mellem dæmonisering og tabuisering i skolens rum” tesen om, at en af konsekvenserne af tabuisering og måske endda dæmonisering af ord og udtryk i skolerummet uden åben debat og rum til forskellighed kan virke ekskluderende. Gennem empiri fra 7.-klasser og relevant forskning viser hun, at elevkommunikation og demokratisk dannelse går hånd i hånd, men at dette kan være svært at opnå i klasserum, hvor der findes faste spilleregler for det passende og upassende.

Lene Kofoed Rasmussen tager i ”Upassende elementer eller legitime deltagere? – Skolens rolle i forebyggelse af radikalisering” afsæt i en nærlæsning af skolehverdagen i en 7.-klasse og undersøger, hvordan eleverne positioneres af og positionerer sig selv i de i skolen herskende diskurser. Målet er at rykke ved selvfølgeligheder, der omgærder forståelsen af radikalisering og demokrati og på den måde bidrage til nye perspektiver på, hvordan skolen og lærerne kan rammesætte skolehverdagen på en måde, så eleverne kan indtage positioner som legitime deltagere i skole og samfund.

I kommentaren “De radikale børnemedier” af Jon K. Lange får vi fortællingen om, hvordan interviewpersonen Kristian går fra at være et vredt, frustreret barn til at være en vred ung mand med radikale meninger på de sociale medier. Det er også en fortælling om, hvordan unges digitale liv spiller ind i og kan hænge sammen med på den ene side konflikter, mobning og trusler og på den anden side gør, at nogle børn og unge, især de usikre og ensomme, længes efter fællesskaber, der gør dem særligt udsatte for såkaldt grooming, en proces, der kan anvendes til at få dem gradvist til at deltage i radikale miljøer.

Kristina Helland Strandby redegør i kommentaren “Uddannelse om, gennem og til menneskerettigheder” for et nyt læringsmateriale, der gennem menneskerettigheder har til hensigt at dæmme op for radikaliseringsrisikoen i danske skoler. Læringsmaterialet bygger på international forskning og bruger menneskerettighederne som kompas i navigationen i opmærksomheden på radikalisering i skolen, hvor alle f.eks. har ret til ikke på forhånd at være udpeget som en særlig risikogruppe i forhold til radikalisering.

Mette Høgh Stæhr behandler kritisk i sin kommentar: ”Obligatorisk vuggestue og sprogtræning – en kommentar til regeringens ghettoaftale” den obligatoriske vuggestue og sprogtræning, der er en del af regeringens såkaldte ghettoaftale, og viser de egentlige – omend tvivlsomme – pædagogiske konsekvenser ved denne, men også hvilke konsekvenser denne aftale videre kan have i et pædagogisk praksisperspektiv.

På baggrund af et interview med to tidligere tilsynsførende på muslimske friskoler diskuterer Connie Stendal Rasmussen og Annette Haaber Ihle i “Det vigtigste er at give det tid!”, hvad der skal til for, at de muslimske friskoler kan efterleve de krav, der stilles til danske friskoler og dermed bibeholde deres statslige tilskud. Kommentaren retter også spørgsmål tilbage til de tilsynsførende og samfundet selv, for hvordan kan man være med til at sikre frie og demokratiske principper og processer på friskoler, man har tendens til at overfokusere på muslimske friskoler som en særlig radikaliseringsrisiko?

Andreas Mebus diskuterer i sin kommentar “Kan og skal skolen forebygge radikalisering? – med svar fra Regeringen, Gert Biesta og Slavoj Žižek” forskellige svar på, om skolen kan og skal forebygge radikalisering? Svarene kommer fra Regeringen, Gert Biesta og Slavoj Žižek, hvor især sidstnævnte har et kritisk potentiale i forhold til herskende forestillinger om skolens opgave i forhold til radikalisering.

I relation til temaet sætter Simon Renault i nummerets 10. artikel ”Det globale og det nationale medborgerskab … sammenhænge og modsætninger i dannelsesdebatten” fokus på to forskellige typer af medborgerskabsforståelser i den verserende dannelsesdebat, med hver deres fokuspunkter og prioriteringer. Igennem en idéhistorisk og politisk gennemgang, demonstreres det, hvordan disse to begreber går fejl af hinanden, men også hvordan de måske ikke er så forskellige, som man skulle tro.

Til slut anmelder Annette Haaber Ihle Aydin Soeis nye bog om modborgerskab, der hedder ”Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab”. Bogen formulerer, ifølge anmeldelsen, troværdige belæg for, at der er en gruppe unge, som i særlig grad er blevet negligeret og ofte direkte svigtet af myndighederne.

Er det terrorist, de vil have? Så skal jeg give dem en terrorist”
– om skoleliv, andengørelseserfaringer og radikaliseringsprocesser
Af Sune Qvotrup Jensen og Jeppe Fuglsang Larsen

Exit skole – Entré bande
Af Helle Rabøl Hansen

Mellem dæmonisering og tabuisering i skolens rum
Af Sigga Engsbro

Upassende elementer eller legitime deltagere? – Skolens rolle i forebyggelse af radikalisering
Af Lene Kofoed Rasmussen

De radikale børnemedier
Af Jon K. Lange

Undervisning  om, gennem og til menneskerettigheder
Af Kristina Helland Strandby

Obligatorisk vuggestue og sprogtræning – en kommentar til regeringens ghettoaftale
Af Mette Høgh Stæhr

Det vigtigste er at give det tid!
Af Annette Haaber Ihle & Connie Stendal Rasmussen

Kan og skal skolen forebygge radikalisering? – med svar fra Regeringen, Gert Biesta og Slavoj Žižek
Af Andreas Mebus

I relation til tema

Det globale og det nationale medborgerskab … sammenhænge og modsætninger i dannelsesdebatten
Af Simon Renault

Anmeldelse

Aydin Soei: Omar – og de andre. Vrede unge mænd og modborgerskab
Af Annette Haaber Ihle


Temanummeret er redigeret af Andreas Mebus og Lene Kofoed Rasmussen (gæstered.)

125,00 dkk

Antal sider: 96

ISBN:
978-87-92914-453