1 vare
46,00 dkk
Se kurv “2010, nr. 4” er blevet tilføjet til din kurv.

2016, nr. 1

UP_16_1
96,00 dkk

Antal sider: 96

ISBN:
978-87-92914-316

2016, nr. 1

Tema: Pædagog- og lærersamarbejdet

Lærere og pædagoger udvikler fælles faglige praksisser i projekter, som kræver tid og rum, der ikke altid findes. Dette temanummer undersøger de vilkår, samarbejdet underlægges og ser på, hvordan faglighederne samtidig kommer under pres.


LEDER

Alle elever skal blive så dygtige, som de kan, betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater skal mindskes, og tilliden til folkeskolen skal styrkes bl.a. gennem respekt for professionel viden og praksis. Det er de tre overordnede mål for den nye folkeskolereform, som trådte i kraft i 2014. Reformen introducerede bl.a. længere skoledage og pædagogiske elementer som lektiehjælp, understøttende undervisning og motion og bevægelse. Og så skal pædagogerne spille en større rolle i skolen.

Men hvad skal pædagogerne i skolen?: Skal de bidrage til at forandre og udvikle den pædagogiske praksis gennem deres fritidspædagogiske fagligheder? Eller skal de understøtte lærernes arbejde med elevernes faglige læring? Reformen skriver sig ind i internationale rationaler om læring og måling af læring, men den har også sit eget udtryk, præget af danske pædagogiske og politiske traditioner og debatter. Skolereformen – og folkeskolen selv – er en kompleks og mangetydig størrelse, og det er langt fra entydigt, hvad lærere og pædagoger skal samarbejde om, og hvad pædagogernes rolle i skolen skal være.

Dette temanummer ser nærmere på, hvordan de professionelle – lærere, pædagoger og ledelse – arbejder med at håndtere skolereformen, herunder udvikle nye samarbejdsformer og pædagogiske praksisser, som er fagligt meningsfulde, og som lever op til de mange reformkrav. Artiklerne viser, at arbejdet med skolereformen er præget af kampe mellem forskellige fagligheder og orienteringer, og at de bredere dannelses- og børneorienterede fagligheder opleves som under pres af de præstationsorienterede læringsrationaler og krav. Konkret viser det sig blandt andet for pædagogerne ved, at de og deres fagligheder opleves (både af dem selv og af lærerne) som svære at forene med skolens øvrige krav.

Samtidig viser artiklerne også, at uenighederne mellem faggrupperne langt fra er entydige. Flere af artiklerne giver eksempler på, hvordan lærere og pædagoger udvikler fælles faglige mødesteder og nye praksisser, men at dette kræver, at der er tid og rum til dette. Og tid til fælles forberedelse og udvikling i andet end projekter er netop noget af det, som lærere og pædagoger beskriver som en mangelvare. Det peger på, at udviklingsopgaven ikke sker af sig selv, og det peger på, at der er behov for at kigge nærmere på, hvilke vilkår pædagoger og lærere har for deres samarbejde.

En gennemgående iagttagelse i temanummerets artikler er, at aktører i folkeskolen giver udtryk for en afmagt i forhold til reformen og skolens udvikling bredere set. Det viser sig nogle gange som resignation og nogle gange som en kritik af de dominerende uddannelsesrationaler, og af at de oplever at have begrænset indflydelse på reformens virkeliggørelse. Både professionelle og børn giver på den ene side udtryk for mangetydige ambitioner (eller ”fantasier”, som det hedder i en af artiklerne), og de gør sig store anstrengelser for at forstå og leve op til de nye krav, som stilles til dem fra politisk hold. På den anden side formulerer aktørerne også kritik af disse krav: dels af at de er præget af nogle særlige præstationsorienterede rationaler om pædagogik, læring og uddannelse, og dels af de økonomiske og organisatoriske rammer for skolens arbejde (fx den indskrænkede forberedelsestid). To af temanummerets bidrag ser også på, hvordan børn selv taler om skolereformen, skolen og dagligdagen. Bidragene fremhæver børnenes afmagt og deres oplevelser af brud og sammenhæng i skoledagen. Det er interessant at se, hvordan børnene og de professionelles oplevelser og kritikker spejler hinanden, selv om de kommer forskellige steder fra.

Nogle af temanummerets artikler er baseret på empiri, som er skabt, før skolereformen trådte i kraft. Alligevel fortæller også de artikler os noget om livet i skolen efter reformen. For selv om reformen har ført konkrete ændringer med sig – mest tydeligt de længere skoledage og læringsmålsstyring af undervisningen – er den også en del af nogle bredere politiske bevægelser, som har været længe undervejs, og som derfor længe har præget skolen. Der er derfor ikke tale om et entydigt brud mellem ”før” og ”efter” reformen. To af artiklerne i temanummeret ser nærmere på disse politiske og diskursive kampe og udviklinger i og omkring folkeskolen og beskriver, hvad der karakteriserede tidligere initiativer om heldagsskoler i nyere tid sammenlignet med det, vi ser i dag. Begge artikler peger på, at kritikken af heldagsskolen var mindre i de tidligere initiativer, som primært var rettet mod tosprogede børn, mens de aktuelle ændringer, der omfatter alle børn, har været genstand for langt bredere kritisk offentlig debat.

På tværs af artiklerne ser vi en kritik af, at bredere uddannelsesmæssige formål som dannelse og livsduelighed ikke får mere plads i skolen. Vi ser en kritik af, at de politiske rationaler og præstationsorienterede læringssyn får en for ensidig betydning i skolens levede liv, og af at børne- og dannelsesorienterede fagligheder udgrænses af dette. Men det er samtidig en håbefuld kritik: På tværs af artiklerne fremhæver forfatterne eksempler på, at aktørerne på forskellige måder forsøger at skabe mening med reformen, formulerer kritik, går under radaren eller udvikler skæve og udforskende praksisser i deres bestræbelse på at lave en skolehverdag, som er faglig og meningsfuld.

Af Signe Hvid Thingstrup, Lene S.K. Schmidt, Randi Andersen

Litteratur om reformen og den nye folkeskolelov:

Temaets artikler

I Heldagsskoler – signaler og diskurser redegør Lars Holm for faserne i heldagsskolens historie og konkluderer at den kommer til at fremstå som et initiativ i forhold til en skole, der dels ikke har slået til fagligt, dels ikke har givet et kvalitativt fornyende bud på en ny skoleform.

Kirsten Vagn Andersen præsenterer i SFO under forandring uddrag af enkelte situationer og udsagn fra en film, hvor børn, pædagogisk personale, lærere og forskere sætter ord på roller og samarbejde i skolen.

I Heldagsskoler og skolereform – mellem kompensation og sammenhæng fokuserer Gro Hellesdatter Jacobsen på, at politikerne bag reformen synes at have overset dels ønsket om en fritidspædagogik, hvor forældrene selv kan vælge hvad børnenes tid skal bruges til, dels at det ikke er lykkedes at sælge projektet om at mindske sammenhængen mellem social baggrund og læring til middelklasseforældrene.

I artiklen De vælter i vandet og er pjaskvåde pointerer Jimmy Krab & Randi Andersen på, at de pædagogiske traditioner: de reform-, den social- og den aktivitetspædagogiske tradition, som ses i skandinavisk fritidspædagogik, kommer under pres, når pædagogerne bliver en del af skolen og møder ”lærermodellen”. Betingelserne for dette samarbejde forstærker en traditionel målstyret lærermodel.

Rikke Pedersen & Ane Feilberg giver i artiklen Fantasier om pædagogen i skolen i en reformtid et indblik i de aktuelle vilkår for SFO-pædagogernes arbejde. Pointen er, at det er vigtigt, at de organisatoriske forudsætninger for pædagogernes arbejde gennemtænkes i overensstemmelse med, hvad man ønsker, at den pædagogiske profession skal bidrage med i skolen. Der bør skabes en samarbejdsrelationer i et rum for dybere faglige fælles drøftelser om værdier og kvaliteter i arbejdet.

I artiklen Mellem læring, leg & dannelse fokuserer Signe Hvid Thingstrup & Lene S.K. Schmidt på de pædagogiske medarbejdere og lærernes forhandlinger om formålet med skolen. De viser, at internationale uddannelsespolitiske tænkninger om læringsgørelse, effektivitet og målinger marginaliserer velkendte pædagogiske fagligheder. Disse tænkninger kritiserer lærere og pædagoger og udforsker det handlerum, som reformen efterlader.

Ditte Tofteng, Lisbeth Madsen & Mette Bladt beskriver i Trivsel i skolen den særlige periode i en skoles liv, der insisterer på at blive en del af skolens hverdag. De pointerer, at det let kan ende i den traditionelle arbejdsdeling, men i projektet lykkedes det at sammenkoble lærer- og pædagogfagligheden, men at en forudsætning var, at de to fagligheder kunne mødes om drøftelser og refleksion i dagligdagen.

Hvis noget skulle være anderledes, så skulle børnene også kunne bestemme er titlen på Ida Wentzel Winthers fokusering på børns fortællinger om, hvordan de har mærket, forstået, hørt og deltaget i reformen. Hun pointerer, at det burde være et mål for en reform, hvor man med reform ønsker ”at forandre skolen radikalt og ikke bare uddanne men danne eleverne til demokratiske medborgere” – men det sker pt. ikke og en styringskritik er, at skoleelever stadig er mere afmægtige end mægtige.

I artiklen Forventninger til kollegernes holdninger konkluderer Morten Ejrnæs & Merete Monrad, at forventningerne ofte er urealistiske og at der er behov for, at man både i det tværfaglige og det monofaglige arbejde sætter fokus på uenigheden, således at man opdager dem, analyserer den og diskuterer den. Professionelt samarbejde med fokus på uenigheder er et værn mod fagligt snæversyn og en vej mod faglig udvikling.

I tilknytning til tema:

Lise A. Réol viser i sin artiklen Et godt læringsmiljø med motion og bevægelse, at et bevægelsesrigt læringsmiljø er præget af stor overbevisning, men sparsom dokumentation. Forståelsen heraf er entydigt positivt. Det er vigtigt at fokusere på lærerens bevægelsesfaglige kompetencer og evner til at afstemme aktiviteterne til den specifikke klasse i forhold til at understøtte et godt læringsmiljø.

Heldagsskoler – rationaler og diskurser
Af Lars Holm

SFO under forandring
Af Kirsten Vagn Andersen

Heldagsskoler og skolereform – mellem kompensation og sammenhæng
Af Gro Hellesdatter Jacobsen

”De vælter i vandet og er pjaskvåde” – pædagogiske orienteringer mellem fritidspædagogiske traditioner og skolens lærermodel
Af Jimmy Krab & Randi Andersen

Fantasier om pædagogen i skolen i en reformtid – et indblik i aktuelle vilkår for SFO-pædagogers arbejde
Af Rikke Pedersen & Ane Feilberg

Mellem læring & dannelse – de pædagogiske medarbejdere og lærernes forhandlinger om formålet med skolen.
Af Signe Hvid Thingstrup & Lene S.K. Schmidt

Bedre trivsel for alle – et aktionsforskningsprojekt i skolens liv, nye åbninger for pædagogernes deltagelse i skolen
Af Ditte Tofteng, Lisbeth Madsen & Mette Bladt

”Hvis noget skulle være anderledes, så skulle børnene også kunne bestemme” – børns fortællinger om, hvordan de har mærket, forstået, hørt og deltaget i reformen
Af Ida Wentzel Winther

Forventninger til kollegers holdninger
Af Morten Ejrnæs & Merete Monrad

I TILKNYTNING TIL TEMA:

Et godt læringsmiljø med motivation og bevægelse?
Af Lise A. Réol


Temanummeret redigeret af Ole Gade og gæsteredaktører Signe H. Thingstrup, Lene S. K. Schmidt & Randi Andersen.

96,00 dkk

Antal sider: 96

ISBN:
978-87-92914-316