0 varer
0,00 dkk

Historien om UP

Tidsskriftet Unge Pædagoger fyldte 75 år i november 2014.

I løbet af året 1939 mødtes en gruppe seminarieelever og unge lærere og diskuterede læreruddannelsen og de unge læreres vilkår i folkeskolen. Der var ingen debat herom, slet ikke i ”Folkeskolen”. De lånte penge hist og her – og fik kredit hos trykkeren – for at kunne sende det første nummer af Unge Pædagoger på gaden i 1939. Formålet var dels at oprette et Seminarieelevernes Landsråd – et sådant eksisterede nemlig slet ikke – for derigennem at øve indflydelse på uddannelsens indhold og studieforholdene dels at sætte fokus på de nye læreres ansættelsesforhold og arbejdsvilkår. Herudover skulle bladet bringe stof af pædagogisk karakter om børn, skole og samfund.

Gruppen havde rødder i kredse der var påvirket af tidens kulturradikale strømninger og ideerne om at gøre “barndommen” med baggrund i børnepsykologien til noget centralt.
Med et abonnementstal på ca. 700 kom UP flot fra start. Det blev modtaget med stor interesse blandt seminarieeleverne, men bestemt ikke blandt seminarielærere og forstandere. DLF´s blad “Folkeskolen” forbigik nyskabelsen i tavshed.
UP´s redaktion indkaldte til flere forberedende møder, og i oktober 1942 blev to repræsentanter fra hvert seminarium indkaldt til det stiftende møde. Landsrådet blev en realitet. (Sidst i 60´erne blev det omdøbt til Lærerstuderendes Landsråd, og har i de sidste 10 år været en landskreds som en del af Danmarks Lærerforening).
Landsrådet vedtog at UP skulle være dets officielle organ, men diskussionerne tog et par år, da der var uenigheder om UP´s “formodede radikalitet” (hvilket betød venstreorienterede synspunkter og forbindelser – det var i øvrigt ikke helt forkert, selv om redaktionen og senere foreningen aldrig har været partipolitisk).
UP havde fra starten beskrevet vikarernes problemer (dvs. nyuddannede lærere uden fast stilling): “Vikartiden betyder Retsløshed, utrygge og utaalelige Eksistensvilkår, at den skal være en bevidst Umyndiggørelse af den unge lærer” (1942). På trods af at Vikarkredsen var en fraktion under DLF og modtog “Folkeskolen” vedtog den i 1944 at gøre UP til sit officielle organ.
Da Landsrådet i 1947 blev bedt om at udpege en repræsentant til ”Kommissionen til Revision af Læreruddannelsen” var det oprindelige mål blevet stadfæstet.
Landsrådet og Vikarkredsen udpegede hver en redaktør, og en selvbestaltet og selvsupplerende gruppe af seminarieelever og unge lærere udpegede en pædagogisk redaktør.
Under disse redaktionelle former fungerede tidsskriftet indtil den 16. december 1955, da foreningen Unge Pædagoger blev dannet, for at et demokratisk forum – generalforsamlingen – kunne vælge formand, redaktør og styrelsesmedlemmer. Samtidig blev UP organ for endnu en fraktion, nemlig Landsrådet for børnehave- og fritidshjemselever, og redaktionen blev suppleret med en repræsentant for foreningens personlige medlemmer.
Det krævede en smidig organisationsform at rumme 4 fraktioner i samme redaktion “så der blev albuerum for alle parter til at sprælle, som man ønskede” (1957, nr. 2)
I oktober 1958 vedtog Seminarieelevernes Landsråd at forlade redaktionen (den kolde krig satte sine spor).
Som konsekvens heraf ophørte hele fraktionssamarbejdet, og UP fortsatte som en uafhængig forening, der udgav et uafhængigt tidsskrift og senere fungerede som et forlag med samme navn.

Tidsskriftets indhold i de otte årtier
Ved siden af de uddannelsespolitiske forhold, der selvsagt fyldte meget i 1940`erne, udfoldede der sig også en pædagogisk debat. Allerede i det første nummer var der en artikel, der pegede på “at Børnepsykologien bør styrkes i Uddannelsen, saaledes at den vordende Lærer kender så meget som muligt til Børn.” Andre emner var etik og opdragelse, arv og miljø, folkeskolen som folkets skole og karakteropdragelse, der blev særlig aktuel efter 9. april: “Pligtfølelse dannes ikke gennem Paabud og Formaninger, Straf og Belønning, men gennem Udvikling”. Der blev også skrevet om de sociale forholds indvirken på børns personlighedsudvikling, individuel undervisning, opdragelsesvanskeligheder og skolepsykologiske undersøgelser. Der blev også livligt agiteret for en forsøgsskole (på Emdrupborg).

I 1950`erne er tidsskriftet fyldt med beskrivelser af undervisningen i danske og udenlandske skoler, stadig om individuel undervisning, gruppearbejde og emneundervisning beskrevet som den gode pædagogik. Men også legepladser, børnehaver og lejrskoler blev temaer. Skolens plads i kulturkampen blev beskrevet som “at give hvert barn optimale muligheder for både følelses- og forstandsmæssig udfoldelse og udvikling og at give det et sådant stof mellem hænderne at det er bedst muligt forberedt til den vanskelige voksentilværelse i en verden, der er blevet stor og broget.”

I 1960`erne blev temaerne udvidet. Der blev stadig skrevet om undervisning men også om sport, udvikling af begreberne krig og fred hos børn, narkotika og skoleungdom samt tilvalgsskole og featureuge. Til stadighed forholder bladet sig til den uddannelsespolitiske debat, idet det siddende læseplansudvalg (forberedelsen af den nye læreruddannelse i 1966) kritiseres skarpt. Ligeså kompromisløst skrives om undervisningspligtens udvidelse til ni år “Skolen løser sin opgave i det beståendes tjeneste opererer med et statisk intelligensbegreb, deler børnene efter 5. og 7. klasse og efter 2. real, delinger som er betinget af skolens filosofiske grundlag.” Kritikken af barnets vilkår i skole og samfund er ligeså kompromisløs “Kan vi forestille os en uddannelse, hvis egentlige Mål går ud på at sætte eleverne i stand til tænke aktivt og formende på deres egen skæbne?”

I 1970`erne påpeges sammenhængen mellem børnedødelighed og boligforhold, fremtidens miljøplaner, den pædagogiske forskning og seminarieuddannelsen kritiseres. Spørgsmålet om hvorledes eleven opdrages til selvstændighed skitseres. I slutningen af 70`erne efter ungdomsoprøret og arbejdsnedlæggelser blandt lærere fylder det fagpolitiske stof meget. Aktionsformerne, tjenestetiden og ønsket om dens omlægning, forholdet mellem UP og DLF`s holdninger og de økonomiske teorier om det senkapitalistiske samfund skæbne blev behandlet. Stoffet om undervisning er nedtonet og billedet af barnet som elev er blegnet. Sprogpsykologien og socialisationsteorien gjorde barnet til et subjekt, der har behov og erfaringer fra sin klassespecifikke opvækst; den gode undervisning vil gøre dette subjekt til en autonom person, hvis alt går som det skal. Artikler fra Glocksee-skolen bringes og der efterlyses en egentligt børne- og ungdomspolitik og årtiet afsluttes med “den plage skolen påfører eleverne og den ligegyldighed de forholder sig til den med.”

I 1980`erne tages nye og kontroversielle emner op f.eks. lærerpersonligheden, skoleudvikling, undervisning og kærlighed, undervisning og æstetik og den dårlige lærer. Debatten og helhedsskolen er i fuld gang og evt. huller i helheden i børnenes liv debatteres og værkstedsundervisningen i den samordnede indskoling beskrives. Undervisningsministeriets udspil “Pejling og perspektiver” hudflettes under titlen “Pejling uden perspektiver”.

I 1990`erne fylder artikler om ungdomsårgangene og de dertil knyttede problemer, f.eks. om truede unge, unges mening om opdragelse, kultur og identitetsdannelse, flerkulturelle klasser, den menneskelige udviklings økologi og de etniske minoriteter og den nye folkeskolelov (der – som en sjældenhed i tidsskriftets historie – får roser med på vejen). Der er artikler om lærerens professionalisme, projektopgaven og uddannelsessystemets sociale sortering. Temanumre bliver almindelige, om forskning og udviklingsarbejder, pædagogisk ledelse, evaluering, skoleudvikling, matematikundervisning, undervisningsdifferentiering og IT i skolen mm. Med 8 numre á 32 sider.

I 00´erne var tendensen tydelig: i mindre grad blev der efterspurgt indlæg i en løbende pædagogisk debat, som færre fulgte med i, mod i højere grad at give konkret stof til brug på arbejdet i læreruddannelsen, på kurser for lærere, PD-kurser og studier på DPU. Nu med 6 numre á 64 sider.
Det blev til temaer Lærermidler, Læringsmiljøer, AKT-funktionen, Skole-hjem-samarbejdet, I skole med to sprog, Køn og skole, Mobning, Evalueringskultur, Folkeskolen og de oversete, Praktik, Selvets skole, Test, Visuel kultur mm.

I 2010´erne fortsatte temanumrene – nu 4 gange årligt á 96 sider – med titlerne:
Pædagog- og lærersamarbejdet, Kristendomskundskab og religionen der blev væk, Åben Skole, Når folkeskolen ikke slår til – sommerskoler og turboforløb? Sammen – Alene – Folkeskolen 2015, Praksistilknytning, Skole- og læringsledelse, I skole med flere sprog 2, (Ud)dannelsesarkitektur – set med nye (glas)øjne, Praktik i den nye læreruddannelse, Magtanvendelser i folkeskolen, Pædagogiske færdigretter – Spise? – Med hjem? De syv dødssynder – folkeskolens fremtid, Overgange – fra ble til ph.d., Folkeskolens praktisk-musiske fag, Krop, rum & kreativitet, Tegneserie-didaktik, Måleraflæsning i skolen, This is IT, Museumsdidaktik, At lære at være lærer 1, Folkeskolen med udsyn og indblik, Klima & Udeskole, LP-modellen & Elevplaner, Specialundervisning, Skolespredning, Enhedsskolen, De henviste … og Seksualundervisning

Tidsskriftets redaktion
har i alle 75 år fungeret under mottoet “magten (pennen) tilhører dem, der bruger den og ikke dem, der har ret eller er flest”. Alle de mennesker, der i større eller længere tid har ført pennen og deltaget i tonsvis af redaktionelle diskussioner i bedste kritisk/konstruktive forstand, har givet stof til eftertanke. Artikler og manuskripter blev fremskaffet, mange skrev fordi de brændte for emnet, andre fordi de skrev opgaver og rapporter om emnerne alligevel.
Redaktionens arbejde har altid været ulønnet, ligesom ingen artikelskrivere har modtaget honorar for indlæg.
Der har i perioder været tilløb til at stramme formålsparagraffen op og ændre bladets navn fra “Unge” til “Socialistiske”. Men det blev aldrig til andet end ved snakken. Derfor har vi stadig det gode og fredelige formål “at fremme kendskabet til opdragelses- og skoletanker i ind- og udland og sætte dem under debat.”

Unge Pædagoger har udgivet følgende jubilæumsnumre:

I 2017 udkom bogen “Klassens Frække Elev – kapitler af Unge Pædagogers Danmarkshistorie 1939-89” af Egon Clausen.

Send til en ven